Lukket Meny bliver ny Aldi
Det hører til sjældenhederne, at discountkæden Aldi åbner ny butik i en tidligere Meny, men det bliver ikke desto mindre tilfældet i midtjyske Bjerringbro, hvis alt går efter planen.
Den 1. februar i år lukkede Steffen Drejer Meny i Bjerringbro efter at have været købmand i 23 år.
Nu meddeler Anders Kloch Jensen, projektudvikler i Aldi, at de har indgået en betinget købskontrakt med Steffen Drejer, som man håber at kunne realisere hurtigst muligt. Det skriver Midtjyllands Avis.
I forvejen driver Aldi butik på Storegade i byen, men ved at overtage Menys tidligere lokaler på Niels Due Jensens Plads får Aldi mulighed for at drive en tidssvarende butik med et større salgsareal og bedre parkeringsforhold.
Går alt efter planen rykker Aldi ind i 80 pct. af butikslokalet.
Den resterende andel vil to tidligere slagtermestre i Meny drive som slagter- og delikatessebutik, mens Steffen Drejer bliver ansat til at stå for en ny vinafdeling, der forventes at få samarbejde med Vinspecialisten.