Lokale kræfter kommer købmand i Stenderup til undsætning

Dagrofa 26. sep 2022 -
This describes the image
Købmand Brian Hedegård og borgmester Kasper Glyngø, Hedensted kommune, kunne sammen klippe den røde snor til Min Købmand i Stenderup den 30. august 2019. Foto: Flemming Effersøe
  • Tårnhøje elregninger fik købmand til at bryde sammen under et møde med sin grossist

Købmand Brian Hedegård, Min Købmand i Stenderup, brød sammen under et møde med grossisten Dagrofa. De stigende energipriser og inflationen havde presset ham i en sådan grad, at han var klar til at lukke butikken.

Det skriver Horsens Folkeblad om købmanden som ellers blev hyldet som den lokale helt, da han i august 2019 stod i spidsen for åbningen af det borgerejede butiksanlæg, der tidligere havde været Dagli’Brugsen.

Som mange af sine kolleger frygtede Brian Hedegård for butikkens overlevelse, når han modtog de tårnhøje elregninger. Et tættere samarbejde med både borgergruppen i Stenderup og Dagrofa har givet købmanden fornyet styrke til at håndtere energikrisen.

Nedsat husleje, termotæpper over kølere, besparelser på løn og donationer af pant er nogle af de nye tiltag.

- Det kræver stadig mirakler, men jeg tror, at vi kan overleve, fortæller han til Horsens Folkeblad.

Borgergruppen i Stenderup opfordrer nu igen de lokale til at støtte butikken ved at handle mere og donerer panten til elregningerne.

Vinterpakke

Fredag morgen i sidste uge fik erhvervslivet og købmændene hjælp fra regeringen med en vinterpakke, som bl.a. sænker afgiften på el fra 69,7 øre til EU's minimumsats på 0,8 øre per kilowatt-time.

- Aftalen er en lille bitte smule bedre end regeringens udspil fra den 14. september i og med, at de borgerlige partier har fået en ellers annulleret tarifnedsættelse med i aftalen. Men aftalen er fortsat helt utilstrækkelig i forhold til butikkernes problemer, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd, DSK.

Købmændenes brancheforening hæfter sig ved, at ministre og partiledere udtrykker sympati for købmændenes betydning, men den kommer ifølge DSK ikke til udtryk i vinterpakken. DSK frygter, at en butiksdød vil accelerere hen over vinteren i takt med, at ny elregninger skal betales.

This describes the image

Brødrene Brian Hedegård (tv.) og Allan Bülow er involveret i borgerbutikkerne i Daugaard, Nim og Stenderup.

Opdateret 27. sep 2022