LED-leasing er en god forretning for lille købmand
Gamle lysstofrør giver en ekstra høj elregning og et dårligt arbejdsmiljø. Det var også tilfældet for Min Købmand i Classensgade i København Ø.
Derfor var købmand Christian Wenzzel heller ikke i tvivl om, at butikkens 116 lysstofrør skulle erstattes med nye LED-rør tilbage i januar i år.
I stedet for at betale for hele investeringen på én gang har Christian Wenzzel valgt at gå med i et leasingprojekt under Københavns Kommune, der giver selvstændige erhvervsdrivende mulighed for at lease LED-lys.
Siden opsætningen af de nye LED-lys har købmanden formået at spare 50 procent på butikkens udgift til belysning.
Besparelsen på elregningen og leasingudgiften på 1500 kroner per måned går nærmest hånd i hånd i leasingperioden, der løber over tre år. Herefter får Christian Wenzzel fuld ejerskab over LED-belysningen i den resterende levetid på cirka syv år.
Dertil skal også lægges det tilskud, som købmanden opnår som følge af energiforbedringen.
– Det er en fin forretningsmodel, fordi man ikke skal have pengene op af lommen. For et lille beløb om måneden kan alle mindre butiksindehavere være med og komme i gang med energiforbedringer, siger Christian Wenzzel.
Flere sidegevinster
Købmanden fortæller, at flere medarbejdere og kunder var generet af det flimrende lys fra de gamle lysstofrør. Samtidig betyder placeringen i kælderen, at dagslyset er umuligt at få ind i den 300 kvadratmeter store butik i Classensgade.
Med de nye LED-rør er lysforholdene blevet langt bedre i butikken.
Det er Grønne Erhverv under Købehavns Kommune, der står bag leasingprojektet. Projektet har til formål at skabe større interesse for energiinvesteringer blandt mindre erhvervsdrivende.
Og Christian Wenzzel har da også fået øjnene op for, at der er mange penge at spare ved at tænke grønt og investere i energiforbedringer. Derfor er han også i gang med at udskifte butikkens gamle kølemøbler, ligesom butikken er begyndt på en mere miljørigtig sortering af pap og plast.
– Vi bliver en mere grøn butik af det her. Det er ikke noget, vi behøver skilte med. Omvendt går kunderne i København Ø meget op i miljø og økologi, så det er bestemt heller ingen skade til, siger Christian Wenzzel.
Af Søren Tougaard
Foto: Grønne Erhverv, København Kommune