Landsbyer kan dele købmand
Klynger af landsbyer kan samarbejde om idrætshaller, forsamlingshuse, biblioteker – og købmanden. Fænomenet bliver mere udbredt, efterhånden som grundlaget bliver svagere i de enkelte landsbyer.
Realdania og DGI er gået sammen om et projekt, der skal give viden om klyngerne og afdække, hvordan funktioner kan tænkes på tværs af landsbyer i yderområdekommuner og landdistrikter og give et levende forenings-, kultur- og erhvervsliv.
- Vi har oplevet flere klynger på måske fem lokalsamfund, der alle tidligere har haft en købmand eller brugs, men hvor der nu kun er en butik tilbage. Der opstår så til gengæld nye muligheder for at bruge lokalerne fra de lukkede butikker til at indrette bibliotek, cafe og afhentning af dagligvarer, som bestilles på nettet eller telefon i den tilbageblevne butik, siger projektleder Carsten Blomberg Hansen, DGI Faciliteter & Lokaludvikling.
- Det kan være efterlønner i lokalsamfundet med en trailer, der afhenter og leverer varerne til cafeen eller leverer hjemme i særlige tilfælde, hvis der er nogle, der er gangbesværede. Der er behov for at tænke sådan nogle tanker, hvis vi skal fastholde ældregruppen i lokalsamfundet, siger han.
Han tror på, at det kan styrke lokalsamfundene, at der er mulighed for at hente varer lokalt og samtidig dele dagens oplevelser i en café.
- Sådan noget kan vi komme til at se en del af, for det kan fungere for borgerne at hente varer lokalt samtidig med, at børnene skal hentes i børnehaven. Det er også rationelt økonomisk for den enkelte købmand at pakke varer til måske 30 kunder og levere dem til et sted. Samtidig kan den større omsætning give den lokale købmand et lidt bredere sortiment, siger han.
Et pilotprojekt i Syddjurs skal i første omgang give viden om konkret praksis i landsbyklyngerne.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand