Lægen og Borgerservice rykker ind hos den lokale købmand

Dagrofa 30. sep 2022 -
This describes the image
Købmand Matias Paaske, Min Købmand Østerild Foto: Dagrofa
  • Min Købmand giver borgere i Danmarks mindre byer adgang til fremskudt borgerservice og digital lægekonsultation

Borgerne i landdistrikterne er dem, der har den største afstand til offentlige serviceydelser. Og afstanden er kun blevet større i løbet af de seneste ti år.

Nu vil dagligvarekæden, Min Købmand, bringe offentlige ydelser tættere på borgerne med konceptet NærVelfærd.

Det betyder, at borgerne i private rammer kan tilgå en række digitale, offentlige platforme, heriblandt digital lægekonsultation, i deres lokale Min Købmand. Personalet i butikken står klar til at hjælpe med at bruge de forskellige funktioner, hvis borgerne har brug for det.

- Vi tror, at NærVelfærd kan gøre en enormt stor forskel for særligt ældre og udsatte borgere, men også for travle familier, der kan bruge mindre tid på transport og mere tid sammen. NærVelfærd skal være med til at skabe liv og udvikling i de mindre samfund, vi er en del af. Når de vigtigste offentlige ydelser er tilgængelige i lokalområdet, bliver byen mere attraktiv. Lige nu tester vi i én butik, men vi håber at udbrede konceptet til flere butikker, hvor der er et behov, siger Esben Keller, kædedirektør for Spar, Min Købmand og Let-Køb.

Konceptet testes i øjeblikket hos købmand Matias Paaske i Østerild, der ligger 13 km. nordøst for Thisted.

Han har store forventninger til det nye koncept.

- Vi har jo et rigtig godt sammenhold her i Østerild, så jeg er bare glad for, når vi kan hjælpe vores lokale kunder. Det er især vores ældre borgere, der kan synes, det er langt og besværligt at tage ind til Borgerservice i Thy. Og så vil de hellere have hjælp af vores personale, som de jo kender i forvejen, fortæller Matias Paaske.

Opdateret 30. sep 2022