Jeg er købmand! Og en – synes jeg selv – privilegeret en af slagsen.

En af de lokale ’helte’ – som mit kædebagland så flot kalder mig - i en mindre by i Jylland, hvor netop min butik er én af de ting, som gør at byen stadig er i udvikling og ikke under afvikling.

Ganske som skolen, idrætsforeningen og idræts- og kulturcentret også er det.

Jeg er på fornavn med størsteparten af mine kunder – hvilket alle mine medarbejdere, såvel fastansatte som ungarbejdere også er, og jeg har ofte fornøjelsen af at handle med unge mennesker, som jeg har set vokse op i byen og som – efter endt uddannelsesperiode i en større by – er flyttet tilbage til, hvor de kommer fra. Det har attraktive indkøbsmuligheder en vis indflydelse på, tror jeg.

Som søn af en fremsynet uddeler, der i 1980 tog springet fra god, fast løn med bonusordning til en noget usikker, men absolut mere spændende og selvstændig tilværelse som købmand, er jeg blevet flasket op med "at det er kunderne, som betaler vores løn", og at de derfor er det vigtigste, vi har.

Min butik er – gennem flere årtier og længe før jeg blev en del af den - bygget op på et solidt fundament af god service, pæne og rene lokaler, ærlighed, respekt for og tid til kunderne, faglighed og så lige god service igen. Så solidt føltes fundamentet, at vi for et par år siden vovede at investere i en helt ny butik på en ny placering i byen, og kunderne har heldigvis reageret ved at foretage endnu flere af deres dagligvareindkøb hos os.

Vi har – når vi sammenligner os med kolleger i branchen – en (alt for) høj lønprocent. Sådan må det vel være, når en stor del af de fastansatte i butikken har mere brancheerfaring end købmanden, og så godt som alle ungarbejderne får lov at blive i butikken, efter de er fyldt 18 år. Men så er det netop, at de når at lære navnene på kunderne, kan huske hvilket cigaretmærke, de ryger, eller hvilket ugeblad de læser.

Vores kædetilhørsforhold gør, at vi kan være med helt fremme, hvad angår markedsføring; brochurer med de helt rigtige priser, lækre billeder og attraktive konkurrencer, tv reklamer og en mobil-app, som generer personlige tilbud til vore kunder.

Vores kædekontor guider os gennem planlægning af torvedage og fødselsdage og er i det hele taget dygtige til at gøre os interessante for potentielle kunder og trække dem ind i butikken. Men det er der også mange af de andre kæders bagland, som er. Så det er, når kunderne har glemt konkurrencerne, de lækre billeder og tilbuddene under indkøbspris, at vi i butikkerne for alvor skal træde i karakter, hvis vi opnå en form for loyalitet fra kunderne.

For de findes stadig – de lokale kunder. Måske er de ikke 100 pct. loyale, men der må jo stadig være et sted, de synes bedst om at handle, og så gælder det jo om at være det sted – for så mange kunder som muligt. Jeg har stadigvæk fornøjelsen af at have føromtalte fremsynede uddeler ansat i min butik. Han er lige fyldt 75 år, men har absolut stadig gnisten og energien og er absolut ikke ansat i skånejob. Det er et kæmpe aktiv for både butikken og købmanden (mig) at have en sparringspartner med en erfaring indenfor dansk daglig-varehandel, som kun de færreste kan prale med.

Godt nok har vi indføjet i ansættelseskontrakten, at han må snakke halvdelen af arbejd-stiden væk – hvilket både han og kunderne elsker – men netop de lønkroner er rigtig godt givet ud. Det kan godt være, at han ikke er så skarp indenfor nymodens IT, men han kan få kunderne til at føle sig velkomne i butikken. Og når alt kommer til alt, er det vel det, der får dem til at komme igen og igen.

I hvert tilfælde i Gjern. Og så er det, at det er skønt at være Spar-købmand.