Købmandsjagt starter forfra: Købmand stopper efter et halvt år

Dagrofa 15. sep 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Dagrofa
  • Butik nummer 400 i Dagrofas Spar-, Let-Køb- og Min Købmandskæder skal have ny købmand blot et halvt år efter åbningen

For et halvt år siden jublede de lokale i byen Øster Bjerregrav ved Randers. Den lokale brugs var 6 måneder forinden lukket, men nu var det lykkedes at finde en købmand, som ville starte en ny købmandsbutik op i byen under Dagrofas Min Købmand-kæde. 

Nu skal byens ildsjæle endnu en gang på købmandsjagt, da købmanden har valgt at trække sig og sælge butikken.

Det skriver TV2 Østjylland.

Butikken, der genåbnede tilbage i marts, var butik nummer 400 Dagrofas købmandskæder Spar, Min Købmand og Let-Køb. Landsbyens ca. 1000 indbyggere har tegnede dengang anparter for 1,5 mio. kr. til den nye dagligvarebutik, efter byens hidtidige indkøbsmulighed, en Dagli’Brugs lukkede i august sidste år.

 - Danskerne kan godt kan lide at handle hos en købmand, der er nærværende og engagerer sig i lokalsamfundet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en større og større interesse for borgerprojekter, hvor lokale borgere køber anparter i deres lokale dagligvarebutik og støtter op med frivillig arbejdskraft og tæt sparring med købmanden, sagde den dengang konstituerede kædedirektør, Kim Scheuer Nielsen.

I Øster Bjerregrav er forventningen, at man snarligt kan meddele, at der er fundet en ny købmand til at overtage butikken.

- Det er da både chokerende og rigtig ærgerligt. Jeg frygter dog ikke, at brugsen lukker. Vi skal nok finde en ny købmand, og vi er allerede ved at lede efter personen, siger formanden for initiativgruppen bag genetableringen af butikken, Svend Åge Nielsen.

Opdateret 15. sep 2021