Købmand i Bælum: En megafed kundeklub

Dagrofa 1. nov 2016 -
This describes the image

Mens enhver kæde med respekt for sig selv skaber kundeklubber, ved købmanden i Bælum, Lukas Christiansen, godt, hvordan den allerbedste kundeklub skal skrues sammen: Borgerne skal være medejere af butikken.

- Når borgerne selv har spyttet penge i butikken, føler de et større medejerskab, og det skaber en megafed kundeklub, siger han.

rep_spar-baelum_hkh-20

Bælum, der ligger i den østlige del af Himmerland, havde i mange år en knap 500 kvadratmeter stor Spar i byens centrum. Butikken gik godt med købmand Sten Jensen som ejer, men den var nedslidt, og pladsen var trang, og der var ikke mange muligheder for at udvide. Parkeringspladser var der for få af, og leverandørerne havde svært ved at komme til butikken med de store biler.

Efter årelange kontroverser med kommunen lykkedes det Sten Jensen at få tilladelse til at bygge en ny butik i byens udkant, hvor der er masser af plads og gode tilkørselsmuligheder.

Så manglede bare finansieringen.

- Men borgerne ville beholde deres butik, og derfor har både de og virksomheder i området købt anparter. Det lagde grunden til den nye butik, fortæller Lukas Christiansen.

Dagrofa har stillet garanti

En anpart kostede 2500 kroner, og hen mod 400 borgere og virksomheder har i alt indsamlet 2,83 mio. kroner. Det var nok til, at kreditforeningen vil gå ind med et lån. Dertil kommer et tilskud fra LAG (Lokale AktionsGrupper/Landdistriktsmidler).

- Banken tilbød, at borgere, der ikke havde penge til at købe en anpart, kunne låne pengene på gunstige vilkår. Det kunne måske også give banken nye kunder. Det er ikke alle borgere, der har købt anparter, for nogle har det fint med at købe ind på vej hjem fra arbejde, men for andre var butikken altafgørende, siger Lukas Christiansen.

Han overtog ejerskabet af butikken, da den flyttede til den nye adresse. Bygningerne er ejet af Bælum Butikshus Aps., og bestyrelsen tager stilling til, hvad et eventuelt overskud på bygningerne skal bruges til, og hvordan borgerne eventuelt skal have deres penge tilbage.

Dagligvaregiganten Dagrofa, der ejer Spar, har stillet garanti for ti års lejemål.

- Jeg har en femårig lejekontrakt med Dagrofa. Inventaret er leaset gennem KFI, fortæller købmanden, der kendte kunderne, inden han overtog butikken.

- Jeg arbejdede sammen med Sten i en periode med henblik på at overtage butikken, fortæller han.

Bælums Spar har været et forbillede for den drejebog, som Dagrofa/KFI har lanceret for at hjælpe borgere, der gerne vil have en butik eller bygge en ny i et lokalområde.

rep_spar-baelum_koebmand-lukas-christiansen_hkh-14

Lucas Christiansen er uddannet i Meny i Klarup, dengang butikken hed SuperBest. Siden har han været ansat som førstemand i Superspar i Visse, i den tidligere Spar i Suldrup og senere i Dagli’Brugsen i Suldrup og Spar på Mors (som han også har ejet).

Opdateret 10. nov 2020