Købmænd inviterer til spisning og kommunalpolitisk debat

Dagrofa 10. sep 2021 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
  • Op til kommunalvalget arrangerer fem købmænd fra Spar og Min Købmand debataftener med støtte fra købmandsfonden

Coop og købmandskæderne har i mange år konkurreret om kunderne i de mindre byer. Nu tager købmændene et nyt våben i brug.

Forud for kommunalvalget til november har en fem købmænd fra Dagrofas Spar og Min Købmand inviteret til arrangementer med debat og fællesspisning.

Arrangementerne skal være med til at øge både det lokalpolitiske engagement og det lokale fællesskab og tjene til inspiration for andre, skriver Dagrofa i en pressemeddelelse.

- Vi er meget bevidste om, at vores lokale købmænd i forvejen spiller en helt afgørende rolle som det lokale samlingssted i de dele af landet, hvor der er lidt længere mellem husene. Den samfundsrolle vil vi gerne tage på os og videreudvikle. Derfor glæder vi os til at samle kunder og lokale borgere til debat og fællesspisning, siger kædedirektør for de to kæder Esben Keller.

KFI Erhvervsdrivende Fond har støttet arrangementerne med en uddeling.

- For KFI er det afgørende at understøtte de frie købmænd og butikkernes rolle som lokale mødesteder og samlingspunkter. Som værter for møderne bidrager købmændene til dialogen og det lokale demokrati. Det er en understregning af det drive og engagement, der kendetegner de fri købmænd. Derfor er det en stor glæde for os at bidrage til projektet med en uddeling, siger Terje List, adm. direktør i fonden.

Arrangementerne foregår i Min Købmand Vils i Morsø Kommune, Spar Bækmarksbro i Lemvig Kommune, Spar Agerskov i Tønder Kommune, Spar Tikøb i Helsingør Kommune og Min Købmand Nyrup i Odsherred Kommune.

 

Opdateret 10. sep 2021