KFI har købt endnu et Meny-lejemål

Dagrofa 1. maj 2019 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand

I sommer investerede KFI Erhvervsdrivende Fond 421 mio. kr. i en boligkarré på ydre Østerbro i København; det skete, efter at fonden knap et halvt år tidligere havde investeret 75 mio. kr. i en ejendom i Hjørring. I sidstnævnte er en Meny lejer.

Meny er også lejer i KFI’s nye investering. Det drejer sig om ejendommen Otto Mønsteds Vej i Aalborg SV, der huser Danmarks største Meny. Købsprisen er 103 mio. kr.

Ejendommen blev bygget i 1976 og husede de første mange år Dreisler Storkøb, den nordjyske, privatejede kæde, der i 2005 blev købt af Dagrofa.

Butikken er ejet af Dagrofa i et interessentskab med købmand Anders Mogensen, der ligeledes er involveret i Aalborgs nye Meny på Østre Havn.

Udover Meny er et mindre areal udlejet til benzinanlæg og vaskehal.

Bygningen er på 6.131 kvm og ifølge KFI velholdt.

- KFI har købt ejendommen for at sikre, at butikken og ejendommen med den attraktive placering forbliver i den fri sektor. Samtidig skal afkastet fra ejendommen være med til at sikre KFI’s fremtidige uddelingsevne, siger Jesper Loiborg, adm. direktør i KFI.

Opdateret 10. nov 2020