Jørgen Nielsen siger farvel til Dagrofa

Dagrofa 7. apr 2017 -
This describes the image
Koncerndirektør i Købmandshuset Jørgen Nielsen siger farvel til Dagrofa Foto: Helle-Karin Helstrand

Koncerndirektør for Købmandshuset Jørgen Nielsen har besluttet at sige farvel til Dagrofa efter at have været ansat først som direktør for SuperBest siden 2014 - og siden som koncerndirektør for Købmandshuset, der tæller Meny, Spar, Min Købmand og LetKøb.

Jørgen Nielsen har blandt andet stået i spidsen for udviklingen af Meny.

Jørgen Nielsen forlader Dagrofa i forbindelse med, at koncernen opdeler Købmandshuset i to selvstændige forretningsenheder med Meny i den ene - og Spar, Min Købmand og LetKøb i den anden.

- Med denne opsplitning kan vi langt mere målrettet og effektivt understøtte de enkelte kæder, både når det kommer til positionering, sortimentsudvikling og markedsføring, siger koncernchef i Dagrofa Per Thau i en pressemeddelelse.

- Jørgen har haft en væsentlig andel i den meget succesfulde introduktion af Meny-kæden, som siden lanceringen i 2015 har udviklet sig til at være Danmarks førende fødevaremarked. Han har arbejdet målrettet og dedikeret som ansvarlig for Købmandshuset, og jeg har fuld forståelse for hans beslutning om at forlade Dagrofa, siger Per Thau.

Kædedirektør for Spar, Min Købmand og LetKøb Niels Karstensen vil fremadrettet lede disse kæder i den ene forretningsenhed.

Der er samtidig ansat en kædedirektør for Meny. Navnet på den nye direktør er endnu ikke offentgjort, og han tiltræder senere på året, skriver Dagrofa.

Drifts- og udviklingsdirektør Martin Brinch Jöhncke er konstitueret som kædedirektør i den mellemliggende periode.

Organisationsændringen betyder også, at marketing- og onlinedirektør-stillingen nedlægges.

Christian Higraff, der har siddet i den stilling, er blevet tilbudt en anden stilling i koncernen, men har valgt at sige nej tak og forlader derfor også Dagrofa.

Opdateret 10. nov 2020