Hård tone i Hodsager: Kunderne skal købe mere
-
Truende lukning af lokal købmand får bestyrelsesformand til at sende opråb via butikkens facebookside
Min Købmand i Hodsager mellem Herning og Holstebro mangler penge i kassen for at kunne betale sine regninger til december. Siden marts og frem til nu er handlen faldet med 10 pct.
Det får nu bestyrelsen med bestyrelsesformand Heine Ebbesen fra Hodsager Købmandsforretning til at bruge en retorik, der har givet genlyd i flere af landets store medier.
- Vi beklager på forhånd den hård tone, lyder det i et brev på butikkens facebookside til de lokale borger, firmaer og foreninger.
Men butikken mangler syv pct. i omsætning i forhold til budgettet, samtidig med at kunderne har opsagt købekort for 17.000 kr.
- Det har kæmpestor negativ betydning fra butikken, og det betyder, at vi ikke kan betale vores regninger den 1. december, fremgår det af brevet.
Bestyrelsen forstår ikke, at ”man vælger at bosætte sig i et lille lokalsamfund og ikke benytter den lokale købmand. Man kører til Rema 1000 eller stopper ved en butik på vej hjem i stedet for. Men når man mangler en liter mælk eller fredagslik, starter man ikke bilen, men så kan købmanden altså godt bruges.”
Min Købmand i Hodsager er specielt organiseret, da det er en Forening Med Begrænset Ansvar – dvs. alle ejer og driver butikken i forening.
Dagligvarehandlen.dk vil gerne have haft en kommentar fra butikkens købmand, der dog havde fri. Heller ikke bestyrelsesformanden er vendt retur på en henvendelse.
Flere skal købe et købekort
Opskriften på overlevelse her og nu er, at flere tegner sig for et købekort. Det viser sig, at næsten et halvt hundrede husstande ikke er med på ordningen.
- Vi kan ende som en spøgelsesby, lyder advarslen.
Bygningerne, der huser Min Købmand og en lejlighed i Hodsager, blev sat til salg på grund af høje energipriser, og blev for snart to år siden solgt til Villy Ebbesen, der var flyttet hjem til fødebyen Hodsager. Han blev først aktiv i købmandsbestyrelsen og valgte så siden at købe bygningen.
Det er hans søn Heine Ebbesen, der er formand for bestyrelsen for købmandsforretningen.
- For at få kassekreditten bragt ned, besluttede vi i bestyrelsen at sælge bygningen. Vi havde nok regnet med, at flere var interesseret i at byde på den, men da det blev alvor, trak de følehornene til sig. Så var der mig tilbage, har Villy Ebbesen fortalt til Dagbladet Holstebro.
Ved årsskiftet overtog Mathilde Estrup Pedersen jobbet som købmand efter Betina Egebjerg.
Og krisen kradser ikke hos købmanden på grund af priserne. Butikken har den 10. oktober opslag på Facebook, hvor med en artikel fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at Min Købmand Hodsager er blandt de billigste blandt 16 butikker, der er med i undersøgelsen.