Fremtiden for Meny i Brande er uvis

Dagrofa 27. aug 2018 -
This describes the image
Meny lukker i Bjerringbro Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Har man i forsommeren gået rundt på Brande-kanten og set frem til en ny og spændende Meny, har man antageligt følt sig lidt snydt det sidste stykke tid. Trods meldinger om en kommende modernisering drejede butikken nøglen om i slutningen af juli, efter købmand Ole Villads Hansen begærede virksomheden konkurs.

Snakken om modernisering er opstået i de lokale medier, fordi en dør blev blændet af. Det skulle til, hvis butikken skulle moderniseres, men der har ikke ligget færdige tegninger klar til en sådan ombygning.

Konkursen kommer efter flere år med underskud – senest i 2017, hvor resultatet for det forskudte regnskabsår 2016/17 var et underskud på lige over 1 mio. kr. og et lignende underskud i egenkapitalen.

Butikken gik ifølge salgs- og driftschef i Meny, Kennet Berlin, også konkurs for fire år siden. - Når først en butik er gået konkurs, kan det være svært at banke den op igen. Købmanden har gjort, hvad han kunne, men omsætningen nåede ikke det nødvendige niveau, og købmanden har tabt penge, hver dag han har været på arbejde, siger han.

Lokalerne er ejet af Den Erhvervsdrivende Fond KFI, der endnu ikke har planer for, hvad der skal ske.

- Det er korrekt, at KFI ejer ejendommen. Lukningen er sket for nylig, og vi overvejer nu de fremtidige anvendelsesmuligheder, siger Per Sten Nielsen, kommunikationschef i KFI.

Afgået købmand i Meny Brande, Ole Villads Hansen, har også en butik i Herning, en LetKøb, der har overskud. Han ønsker ikke at sige noget om forløbet til Dansk Handelsblad.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?