Det plantebaserede sortiment er på skrump i supermarkeder

Dagrofa 6. nov 2023 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
  • Dansk Vegetarisk Forening har kåret Spar som årets højdespringer i et marked, der ellers er gået seks pct. tilbage

Mens det plantebaserede sortiment i supermarkederne har været på skrump, så går dagligvarekæden Spar den modsatte vej.

Dansk Vegetarisk Forening har kåret Dagrofa-kæden som “Årets højdespringer”. Det skyldes især en udvidelse af sortimentet, og en forbedring i placering af produkterne, hvor flere af de plantebaserede produkter har fået plads ved siden af de animalske produkter, så de er nemme at finde.

Foreningen har taget temperaturen på det plantebaserede sortiment i supermarkeder. Sidste års undersøgelse viste en gennemsnitlig stigning på 12,8 pct. sammenholdt med resultaterne fra 2021. I år ses en gennemsnitlig nedgang i det plantebaserede sortiment på seks pct. sammenlignet med resultaterne fra sidste års undersøgelse.

Lavere score end i fjor

Generelt scorer mange af supermarkederne lavere i undersøgelsen i år end sidste år grundet det store fokus på at konkurrere med andre supermarkeder om at have de laveste priser på produkterne.

- Dette tager desværre fokus fra at implementere flere plantebaserede produkter og løsninger, som kan hjælpe forbrugerne med at træffe grønnere valg i købssituationen, siger Marie Luja Rasmussen, der er projektleder for plantebaseret økologi til detailhandlen i Plantebaseret Videnscenter, om årets resultat.

Dansk Vegetarisk Forening håber, at nedgangen i sortimentet er et midlertidigt dyk, og at supermarkederne snart kommer tilbage i gear, så forbrugerne får lettere ved at træffe sunde, klima-, dyre- og miljøvenlige valg, når de handler.

Salling Groups hypermarkedskæde Bilka fik prisen som “Årets plantebaserede supermarked”. Det var femte år i træk, at Bilka vinder prisen.

Den tyskejede discountkæde Lidl blev kåret som ‘Årets plantebaserede discountsupermarked’, da kæden ifølge Dansk Vegetarisk Forening udmærker sig især ved at have bredt sortiment særligt indenfor køderstatninger og slik, is og chokolade.

 

This describes the image

- Denne pris er også et klart signal om, at kunderne vælger os til. I takt med, at vi moderniserer butikker, så moderniserer vi også sortimentet, og det bliver belønnet af kunderne. De vil gerne have vores varer, og Spar står godt i markedet. Det er dejligt, at vi bliver anerkendt for det i undersøgelsen, siger Esben Keller, kædedirektør i Spar, Min Købmand og Let-Køb.

Opdateret 7. nov 2023