Ny strategi: Dagrofa vil investere over en mia. de næste tre år

Dagrofa 4. nov 2021 -
This describes the image
Adm. direktør Tomas Pietrangeli, Dagrofa Foto: Dagrofa
  • Dagrofa offentliggør nu sin nye, treårige strategi “Fremgang Sammen”. Øget digitalisering er blandt punkterne i strategien

Mens Dagrofa har kæmpet med underskud siden 2013, er koncernens nye strategi, “Fremgang Sammen”, offensiv. Dagrofa vil investere 1,1 mia. kr. i den treårige periode strategien gælder, og allerede i år skal der sorte tal på bundlinjen.

I en pressemeddelelse fortæller koncernen, der blandt andet står bag kæderne Meny, Spar, Min Købmand og LetKøb, at der skal investeres i digitalisering, styrkelse af butiksnettet og i at vinde udvalgte kategoripositioner.

- Vi går fra en strategiperiode, hvor vi har haft fokus på at optimere organisationen og processer internt og forventer at få sorte tal på bundlinjen i 2021. Vi har opnået en stærk resultatforbedring med vores nuværende strategi. Nu er det tid til at være mere offensive og vise, at vi har endnu mere at byde på, siger Tomas Pietrangeli.

Et af målene er at give kunderne den bedste, digitale madoplevelse med butikken som omdrejningspunkt, skriver Dagrofa i meddelelsen.

- Vi vil differentiere kundeoplevelsen, både fysisk og digitalt. Vi kommer blandt andet også til at tilbyde flere unikke varer i vores sortiment og satse endnu mere på markedets højeste faglighed, inspiration og lokal tilstedeværelse, siger Tomas Pietrangeli.

Tomas Pietrangeli har for nylig lovet, at Dagrofa vil åbne butikker i byer med mindst 600 indbyggere, såfremt borgerne vil investere i eksempelvis et anpartsselskab, og den kommende strategiperiode vil også bygge videre på Dagrofas rolle i lokalsamfundene.

Dagrofa driver nu knap 100 borgerdrevne butikker på landsplan, og i storbyerne har Dagrofa også planer om at styrke tilstedeværelsen lokalt.

Den nye strategi “Fremgang Sammen” træder i kraft fra 2022 og løber til udgangen af 2024.

 

Fakta:

- “Fremgang Sammen” er den kommende strategi for hele Dagrofa-koncernen og skal sikre et rentabelt og bæredygtigt Dagrofa.

Strategien består blandt andet af fire pejlemærker, som omhandler:

1. At differentiere kundeoplevelsen og vinde kategoripositioner

2. Forstærke butiksnettet

3. Give kunderne den bedste digitale madoplevelse

4. Konkurrere på en mere enkel og effektiv værdikæde

 

 

Opdateret 5. nov 2021