Dagrofa tilføjer ny datomærkning på godt 900 madvarer

Dagrofa 15. feb 2021 -
2 min læsetid
This describes the image
Blandt Dagrofas egne mærker er Gestus Foto: Dagrofa
  • For to år siden fik virksomheden bag madspildsappen Too Good To Go en række danske fødevareproducenter med på at tilføje ”ofte god efter”

God mad risikerer at ende i skraldespanden, fordi mange forbrugere kan have svært ved at afkode datomærkningen ”bedst før” på emballagen. Derfor supplerer Dagrofa nu med en ny mærkning, ”ofte god efter”, på godt 900 af fødevarekoncernens egne varer, som blandt andet omfatter madvarer i mærkerne OMHU, Gestus, Grøn Balance og First Price.

Det fortæller Dagrofa i en pressemeddelelse.

Dagrofa står bag kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.

- Vi ønsker at hjælpe vores kunder endnu mere, og derfor vil man i fremtiden kunne se teksten ”bedst før” og ”ofte god efter” på vores egne varer som pasta, gryn, krydderier, konserves og lignende. Vi har igangsat en række tiltag for at reducere vores eget madspild med 50 procent inden 2030, og vi vil også gerne hjælpe forbrugerne med at mindske madspild i husholdningen, da undersøgelser viser, at det største madspild sker der, siger CSR-chef i Dagrofa, Henrik Engberg Johannsen.

I en undersøgelse fra EU-kommissionen fra januar 2018 vurderes det, at op mod 10 procent af det europæiske madspild skyldes forvirring om datomærkningen. Desuden har Miljøstyrelsen anslået, at de private husholdninger er den sektor, som står for den største andel af det samlede danske madspild på ca. 715.000 ton årligt - nemlig 36 procent svarende til 260.000 ton.

Det er to år siden, at virksomheden bag madspildsappen Too Good To Go fik en række danske fødevareproducenter med på at føje ”ofte god efter” til ”bedst før”-datomærkningen for at mindske madspild.

Siden har en række producenter som bl.a. Unilever, Coop, Orkla Foods, Carlsberg og Toms Group indført ”ofte god efter”-tilføjelsen på varer.

Opdateret 15. feb

DH Food Professional banner