Dagrofa lancerer CSR-strategi

Dagrofa 29. nov 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Købmandskoncernen har fokus på at klima, sundhed og lokal udvikling i ny ansvarlighedsstrategi.  

Skrevet af: Søren Tougaard

Kort tid efter at købmandskoncernen Dagrofa har lanceret sin forretningsstrategi for de næste tre år, præsenterer koncernen nu en fælles CSR-strategi for hele Dagrofa under overskriften: "Vi hjælper globalt ved at styrke lokalt”.

CSR-strategien løber til udgangen af 2024 og er drevet af et ønske om at gøre en forskel for samfundet og forretningen på samme tid.

- Med denne strategi kommer Dagrofa for alvor til at bidrage til løsninger af udfordringerne i samfundet. Det gør vi ved at fokusere målrettet på vores arbejde lokalt og vores indsats i forhold til klima, miljø og sundhed med udgangspunkt i FNs Verdensmål. På grund af vores fintmaskede butiksnetværk, kan vi gøre en forskel – ikke kun i de store og mellemstore byer, men helt ned på super lokalt niveau, siger Dagrofas CSR Manager Henrik E. Johannsen.

Fælles bæredygtig tråd

Dagrofas nye CSR-strategi bliver en fælles rød tråd for alle koncernens enheder; logistik, foodservice og købmændene i kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.

Strategien fokuserer på de tre spor: klima og bæredygtig energi, folkesundhed samt ansvarligt forbrug og bæredygtig udvikling lokalt.

Blandt Dagrofa CSR-initiativer er at reducere madspild med 50 pct. inden udgangen af 2030, sikre at 75 pct. af koncernen bruger grøn strøm fra det samme energiselskab inden udgangen af 2024 og øge det årlige salg af både økologiske, Svanemærkede og Nøglehulsmærkede varer med mindst 10 pct. 

Desuden vil Dagrofa årligt beplante udearealet ved 25 butikker for at fremme biodiversiteten samt åbne mindst 25 borgerdrevne butikker inden udgangen af 2024 for at styrke de små lokalsamfund. 

 - Den lokale købmandsbutik har et stort potentiale, når det handler om at bidrage til den lokale sammenhængskraft og styrke nærdemokratiet. Dagrofa vil være katalysator for udvikling af inkluderende og bæredygtige bysamfund. Vi har et konkret mål om at inddrage borgerne i en bæredygtig udvikling af den lokale butik. Det gælder alt fra det konkrete udvalg af varer til hvilke opgaver indenfor CSR, de lokale borgere ønsker, at købmanden tager under sine vinger, siger Henrik E. Johannsen. 

Opdateret 30. nov 2021