Dagrofa efterlyser købmænd til nye borgerbutikker

Dagrofa 16. jan 2023 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Lokale borgergrupper er mange steder sidste udvej for at holde liv i byens dagligvarebutik. Men der mangler nye købmænd

Dagli’Brugsen har i november og december sidste år bebudet lukning af 16 butikker.  Det har sendt tre projektchefer i Dagrofa på overarbejde for sammen med lokale borgergrupper at finde finansiering og købmænd til at drive en lokal butik videre som Spar, Min Købmand eller LetKøb.

- Frustration over udsigten til at miste den lokale Dagli’Brugsen er vendt til kampgejst og sammenhold, siger Dagrofas projektchef Hans Meldgaard med ansvar for at hjælpe nye borgerbutikker i gang i Vestdanmark. Her sekunderes han af Henrik Pedersen.

Projektchef Kasper Bryld  har ansvaret for Sjælland og øerne.

Når borgerbutikker siden 2011 har været i stand til at lukke hullerne efter købmænd eller mindre Brugser, der har måtte opgive at tjene penge nok til de faste udgifter og investeringer i butiksanlægget, så hænger det sammen med, at borgerne bliver mere engageret i driften.

-  Vi ser en helt anden købsloyalitet, når borgerne er involveret. Hvis mange af de projekter, der får succes som borgerprojekter, skulle realiseres af Dagrofa som konventionelle butiksprojekter, ville en del af dem have været på vippen. Vi kan se, at butikken bliver mindst 15 pct. bedre, når borgerne er involveret med finansiering, siger Hans Meldgaard.

Han vurderer, at der er gode chancer for, at der kan genopstå dagligvarebutik som borgerbutik på en del af de placeringer, som Dagli’Brugsen har lukket og lukker ned for i begyndelsen af det nye år. Og derfor er han begyndt at søge købmænd, der har lyst til at gå ind i projekterne. Ofte vil den nye købmand kunne etablere sig med en billig husleje og hjælp til forefaldende arbejde hos de lokale ildsjæle.

Nogle af de steder, hvor Dagli’Brugsen lukker, ligger der en købmand i nærheden. Her vil det kunne blive relevant at se på, hvilket af de to butiksanlæg, der bedst muligt kan drives videre.

Dagrofas samfundsløfte

Ejendomsudviklingsdirektør Brian Videbæk blev i fjor valgt ind i bestyrelsen hos Landdistrikternes Fællesråd og erklærede, at posten skulle bruges til at gøre en forskel, både for dagligvarehandlen i de mindre byer, men også for de mennesker, der lever deres liv i de dele af landet, hvor der er lidt længere mellem husene.

Fra sit arbejde med at hjælpe borgerbutikker fra idé til drift har Brian Videbæk opnået en tæt kontakt med lokale ildsjæle.

- Jeg ved, hvad stærke og aktive lokalsamfund betyder for den lokale udvikling.  De første år var vi slet ikke klædt på til borgermøderne. Vi havde endnu ingen brugbare modeller at trække på. Så vi måtte forsøge os frem og skabe dem hen ad vejen. Siden har vi i 2016 udviklet butiksdrejebogen.dk, som i 2021 blev opdateret med de mange erfaringer, som vi siden har fået, siger Brian Videbæk. 

Det er i landdistrikterne og byerne med under 2.000 indbyggere, hvor antallet af butikker er gået meget stærkt tilbage. Faktisk er halvdelen af dagligvarebutikkerne i landdistrikterne lukket i løbet af de seneste 10 år.

I år 2008 var der 870 butikker på landet og i byer med under 2.000 indbyggere, mens antallet i disse områder var faldet til blot 584 butikker i år 2018.

- Vi har i Dagrofa givet et samfundsløfte om at være til stede i by og på land og bidrage til udviklingen i hele Danmark.  Det betyder, at vi understøtter det lokale engagement og åbne moderne, levedygtige indkøbsmuligheder i landsbyer med over 600 indbyggere, hvor borgerne i fællesskab har viljen til at skabe forandring, siger Brian Videbæk. 

Hvad kræver det i omsætning?
Er omsætningsindikationen på borgerbutikken over 8 mio. kr. ekskl. moms er der umiddelbart et godt grundlag for at gå videre. Er omsætningsindikationen mindre end otte. mio. kr., skal følgende faktorer være positive for at der er grundlag for at gå videre med projektet: 

• Projektet og selve butikken
• Den kommende købmands evner og visioner 
• Byen og markedsområdets størrelse og udviklingspotentiale
• Trafiktal (butikkens placering i forhold til trafikalt knudepunkt/trafikeret vej med gennemgående trafik)
• Turisme (nærliggende sommerhusområde eller attraktion mv.)

Opdateret 29. feb 2024