Salgsdirektør i Dagrofa skifter fra dagligvarer til eksotiske dyr
-
Efter næsten fem år i Dagrofa har salgs- og konstitueret kædedirektør for Spar, Min Købmand og Let-Køb, Kim Scheuer Nielsen, valgt at søge nye græsgange
Der er fart på udskiftningerne i Dagrofas direktørposter i købmandskæderne Spar, Min Købmand og Let-Køb. Efter fire måneder som konstitueret direktør - efter Richo Boss afgang - og i alt fem år som både Salg-og marketingdirektør samme sted har Kim Scheuer Nielsen valgt at at stoppe.
Det skriver Kim Scheuer Nielsen selv på Linkedin, hvor han samtidig fortæller, at han pr. 1. juni skifter til en stilling som kommerciel chef i Københavns Zoo.
Valget om at skifte kommer dermed efter blandt andet Dagligvarehandlen tilbage i april kunne fortælle, at det fremadrettet bliver Esben Keller, der skal overtage ledelsen af Spar, Min Købmand og Let-Køb. Esben Keller bliver samtidig en del af koncernledelsen.
Kim Scheuer Nielsen kom til Dagrofa i august 2016 fra en stilling som marketingchef i Top-Toy, og kalder selv beslutningen om at stoppe i Dagrofa for "ambivalent".
"Efter 5 fantastiske og vilde år i SPAR, Min Købmand og Let-Køb, er det lidt ambivalent at jeg takker af pr. 31/5 i Dagrofa. Det har været 5 meget lærerige år, hvor vi har bl.a har skabt resultater som: Omsætningsvækst og øget markedsandele i kæderne, år for år; stærke kædekoncepter; stoppet tilbagegangen af butikker; modernisering af butikkerne samt historisk høj kundetilfredshed."
Jobbet i Københavns Zoo byder dermed også på et gensyn med en gammel kollega for Kim Scheuer Nielsen, idet Jørgen Nielsen, tidligere koncerndirektør for kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, i dag sidder som adm. direktør i Zoo.