Coop-profil får nyoprettet stilling i Meny

Dagrofa - Navne 29. mar 2022 -
This describes the image
Jesper Gottschalck Bjerring, kommerciel direktør i Meny Foto: Dagrofa
  • Den 1. maj indtræder tidligere SuperBrugsen-direktør Jesper Gottschalck Bjerring i kædeledelsen hos Meny

Bytte, bytte købmand, lyder et gammelt børnerim, og det er næsten det, der sker mellem to af landets store dagligvarekoncerner.

I januar meddelte Coop, at tidligere Meny-direktør Kenneth Holmen Pedersen ville vende tilbage SuperBrugsen, hvor han skulle afløse Jesper Gottschalck Bjerring som kædedirektør.

Nu indtager Jesper Gottschalck Bjerring i stedet en ny stilling i Meny. Han skal fra 1. maj være kommerciel direktør i Dagrofas højprofil supermarkedskæde, som ledes af Richo Boss.

- Vi kommer til at have øget fokus på udvikling og samspil mellem vores koncept-, sortiment- og marketingsafdelinger, og her er jeg sikker på, at Jesper, med sine store erfaring og sine stærke resultater fra dansk dagligvarehandel, kan gøre en forskel for Meny. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger Richo Boss.

Oprettelsen af den nye stilling er ifølge en pressemeddelelse en konsekvens af Menys nye strategiperiode, hvor ambitionen er at udvikle sin position ”fra byens bedste supermarked til Danmarks Madmarked”.

41-årige Jesper Gottschalck Bjerring kommer fra otte år hos Coop, hvor han startede som salgschef i 2014.

- Jeg er stolt over at få muligheden for, sammen med blandt andre Menys dygtige madarbejdere, at bidrage til fortsat udvikling af sortiment, konceptløsninger og markedsføring. Den udvikling skal gøre, at kunderne i Meny i endnu højere grad mærker vores kærlighed til varen og maden, siger Jesper Gottschalck Bjerring.

 

Opdateret 7. jun 2022