Varehusenes nye virkelighed
Når vi 10. april åbner vores nye Kvickly i butikscentret Broen i Esbjerg, vil kunderne få en anderledes oplevelse. En oplevelse, der tager udgangspunkt i de forandringer, der er sket med forbrugernes indkøbsadfærd de seneste år.
Kigger vi først nogle få år tilbage, ville en åbning af et nyt varehus uden tilbud på flad-skærmsfjernsyn, film og musik være utænkelig. Storindkøb af alt fra vaskepulver til svinekam, bjerge af billige varer ville fylde varehuset.
Sådan bliver det ikke i det nye Kvickly.
For verden har forandret sig. Varehusene er blevet mødt af en ny virkelighed. Den tekno-logiske udvikling i verden og forbrugernes flere penge har ændret de behov, vi skal opfylde med vores største butikker.
Nethandlen har som bekendt taget toppen af nonfood-salget. Derfor er der varegrupper, der før fyldte meget, som slet ikke er at finde i varehuset længere. Forbrugernes flere penge har forandret deres vaner. Dels vil de have mere kvalitet, dels vil de have løsninger, der gør deres hverdag nemmere.
Derfor er varehusenes nye virkelighed, som vi fortolker den i vores første bud i Esbjerg, at de skal gøre indkøbet nemmere, såvel til hverdag som i weekenden.
Konkret betyder det, at vi skal indrette butikkerne mere overskuelige, så de er nemmere at skyde genveje i og hurtigere at få overblik over. Vi har opgivet tanken en gang for alle om, at det handler om at indrette butikkerne, så vi får kunderne så meget rundt i alle afdelinger som muligt.
I stedet har vi en ny type forområde, hvor man kan klare de forskellige behov for mad og drikke i løbet af dagen, uden at skulle ind i selve butikken: Det friske morgenbrød om mor-genen, den gode salat eller sandwich til frokost, kager om eftermiddagen og den vel-smagende måltidsløsning sidst på dagen.
Det betyder også, at vores medarbejdere skal være meget synlige, klar til at give råd og vejledning – for ellers vil mange blot gå endnu mere i discount, end de gør. Og det betyder ikke mindst, at vores sortiment skal ramme kundernes behov for løsninger bedre, end vi indtil nu har været i stand til.
Hidtil har vi ikke været dygtige nok til at samle vores andel af det stigende take-away salg op. Vi havde selv sidste år premiere på C-Måltidsmarked, hvor vi i samarbejde med Meyers, Cofoco og Hanegal m.fl . leverer måltidsløsninger af høj kvalitet. Det er blevet en stor succes. Men vi skal nu tage skridtet videre. Og det gør vi med et langt større udvalg af retter af høj kvalitet, tilberedt af vore egne slagtere.
Vi har stadig nonfood, men det er mindre og mere præget af vores egne unikke varer, Cottonfield, Jackpot, Friends, Mustang og Enkel, kombineret med basisting, som man gerne vil spare tid ved at købe i varehuset. Vores udfordring som branche er at gøre disse ten-denser til en fordel. At forbrugerne er parate til at købe en kop frisklavet kaffe frem for udelukkende at gå efter tre poser til laveste pris, at de vil betale lidt ekstra for at få en større del af arbejdet gjort med aftensmaden.
Virkeligheden er, at vores verden i daglig-varehandelen er under voldsom forandring. Så vi skal blive bedre til at tænke det utænkelige, bedre til at gå nye veje. I Esbjerg kommer vi med eet bud på varehusenes nye virkelighed.