Talsmand: Formandskandidat er ramt på kornet

Coop 7. feb 2018 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

For de, der troede, at de selvstændige kædeforeninger ville finde en erfaren eks-politiker til at stille op til formandsvalget i Coop, var det noget af en overraskelse, at kædeforeningerne i stedet har fundet en tung østjysk erhvervsmand med direktør-erfaring fra en række store virksomheder som Grundfos, Saint-Gobain og Brødrene Dahl.

Men ifølge næstformand i Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening og talsmand for kædeforeningerne, Søren Tang Sørensen, flugter valget af Lars Fournais i høj grad med de ønsker, der er kommet fra landsrådsmedlemmerne gennem en række møder afholdt i december.

- Det var et ønske, at kandidaten har ledelseserfaring fra store danske virksomheder. Og Lars Fournais har de kvalifikationer, vi har brug for. Han er meget detailorienteret og har fokus på, at hvis sådan en stor virksomhed som Coop skal ud og tjene penge, skal butikkerne fungerer optimalt. Det lyder simpelt, men det er det bestemt ikke, siger Søren Tang Sørensen.

Fokus på kerneforretningen

Ifølge Søren Tang Sørensen er der sågar brug for en turn-around i Danmarks største dagligvarekoncern, hvis organisationen fremover skal blive bedre til at tjene penge.

- I øjeblikket skal vi ud at låne penge for at foretage kommende it-investeringer, og vi kører med en lang række aktiviteter som giver underskud, herunder Coop Bank, hvor underskuddet er ca. 50 mio. kr. Det er penge, der skal hentes i butikkerne. Hvis vi skal udvikle os i markedet, bliver vi nødt til at investere i kerneforretningen i stedet. Der skal være mere fokus på butikkerne. Det gælder både de selvstændige og de Coop-ejede, siger Søren Tang Sørensen.

Det er alene landsrådet, der tæller 124 medlemmer, der afgør formandsvalget ved en afstemning den 14. april.

Ca. 45 pct. af landsrådets medlemmer repræsenterer de selvstændige brugsforeninger, mens hovedparten, ca. 55 pct., repræsenterer de Coop-ejede butikker.

Alligevel ser Søren Tang Sørensen optimistisk på mulighederne.

- Der er en chance for, at det kan lade sig gøre at vinde valget. Ellers ville vi jo heller ikke bruge tid og kræfter på det. Så det scenarie, vi arbejder ud fra, er, at vi får vores kandidat valgt. Og hvis ikke vi gør det, må vi tage den derfra, siger Søren Tang Sørensen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?