Salget af øko-grøntsager hopper en halv milliard
Stadig flere kunder vælger de økologiske varianter i supermarkedernes frugt- og grøntafdelinger. Danskerne er på vej til i år at købe økologisk frugt og grønt for over en halv milliard kroner mere end året før.
Ifølge en opgørelse fra Økologisk Landsforening er detailhandelens salg af økologisk frugt- og grønt hoppet kraftigt i vejret siden begyndelsen af indeværende år. Salget er vokset fra 1,44 mia. i 2014 til estimeret 1,96 mia. kroner i 2015 – det er en stigning på 35 procent på et år.
- Salget af frugt og grønt eksploderer i øjeblikket, siger markedschef Henrik Hindborg fra Økologisk Landsforening.
Han oplever, at det er Coop Danmarks prisnedsættelser på økologiske varer i begyndelsen af året, der er slået igennem på salget af frugt og grøntsager, og der er især stigninger i salget af de grove grøntsager som økologiske rodfrugter og kål.
- Det er en selvforstærkende udvikling, som breder sig i hele handelen. Butikkerne sælger mere, og stort set alle kæder har derfor fået endnu flere varer på hylderne. Der har aldrig før været så stort og flot udbud af økologiske grønsager i butikkerne, og så kvitterer kunderne med at købe endnu mere, siger markedschefen.
Kun økologisk på hylden
Flere detailkæder har valgt at tage konsekvensen af økologiens fremgang og har helt udmeldt nogle af de konventionelle produkter i frugt og grøntafdelingen og erstattet dem med økologiske varianter. Det sker typisk med mindre produkter som hvidløg, citroner og ingefær, men også diverse kåltyper bliver i nogle butikker i dag udelukkende solgt i økologiske varianter, og Irma-kæden er gået så langt som til at udmelde både konventionelle bananer og gulerødder.
Ifølge Økologisk Landsforenings opgørelse er salget af økologisk frugt og grønt næsten femdoblet på ti år. Også økologiske fødevarer generelt er i vækst, blandt andet er salget af økologisk kød og især salget økologiske kyllinger gået i vejret.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Foto: Økologisk Landsforening