Rema 1000 og Coop vil forbedre vilkår for tomatplukkere
Gennem et internationalt samarbejde har DIEH og detailvirksomhederne Coop Danmark og Rema 1000 arbejdet på at forbedre vilkårene for arbejdere i tomatindustrien.
Det er blevet til en ny rapport fra de fælles Initiativer for Etisk handel (DIEH, ETI og IEH), der nu kortlægger den omfattende udnyttelse af migrantarbejdere i den italienske tomatindustri. Rapporten præsenterer samtidig en række værktøjer og konkrete anbefalinger målrettet fødevarevirksomheder.
- Udnyttelse af migrantarbejdere er ikke et nyt problem. I samarbejde med internationale partnere og dansk detail, peger DIEH ikke blot på det velkendte problem, men også på en række værktøjer og klare anbefalinger, som er udviklet til at skabe konkrete forbedringer i branchen til gavn for de mennesker, der sørger for, at vi har tomater til madpakken, siger Mette Boye, Direktør i DIEH.
Italien er verdens tredje største producent af forarbejdede tomater, og udgør halvdelen af den europæiske produktion. I Danmark udgør import af forarbejdede tomater fra Italien mere end 70 pct. - og er dermed et akut problem for dansk detailhandel.
Anbefalingerne i rapporten, tager udgangspunkt i FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv.
På baggrund af rapporten inviterer DIEH fødevare-og detailvirksomheder til åbent netværksmøde om migrantarbejde i fødevareindustrien onsdag d. 27. januar 2016.
(hkh)
Foto: DIEH