Overvågning viser kunders købsadfærd
For købmanden kræver det altid grundige overvejelser, hvordan man skal eksponere f.eks. kampagnevarer eller varer, som butikken vil gøre en ekstra indsats for at løfte salget på.
Købmanden kan nu supplere sine erfaringer og overvejelser med brugen af videoovervågning.
Normalt investerer butikkerne i videoovervågning for at øge sikkerheden og gøre det nemmere at afsløre butikstyve og indsamle materiale til anmeldelser til politiet.
Firmaet Genetec giver i samarbejde med Prism Skylabs nu detailhandlen mulighed for at benytte overvågningsdata fra deres eksisterende system til at indsamle analyser om butikken, dens drift og dens sikkerhed. Butikken får nu mulighed for at få et bedre indblik i kundernes købsadfærd. Genetec og Prism kan levere cloud-baserede redskaber til detailhandlen.
Varmekort
Systemet laver varmekort, der viser, hvor kunderne handler mest og tilbringer mest tid. Det kan gøre det nemmere for købmanden at promovere varer og gennemføre andre salgsfremmende aktiviteter.
Ifølge Jimmy Palatsoukas, der er produkt marketingchef i Genetec, får detailhandlen med det nye system mulighed for at overvåge butikken fra ét sted og sikre, at retningslinjer for f.eks. promotions bliver fulgt.