Økologi udgør 30 pct. af frugt og grønt-salget i Coop
Frugt og grønt har for længst overhalet mejeri som den største økologiske varegruppe i de danske butikker, og væksten er på ingen måde aftagende. Sidste år voksede detailsalget af økologiske varer med 1,6 mia. kr. til 12,9 mia. kr., og heraf tegnede frugt og grønt sig for hele 38 pct. af den samlede stigning.
Samme udvikling mærker man også i Coop, hvor det konventionelle salg af frugt og grønt er blevet overhalet af det økologiske salg i ca. 100 butikker i især større byer over hele landet.
- På landsplan udgør det økologiske frugt og grønt nu over 30 pct. af det samlede frugt og grønt-salg. I Irma-kæden nærmer den økologiske frugt og grønt-omsætning sig 60 pct., og vi har en hel del butikker i Københavnsområdet, Nordsjælland, Aarhus og Roskilde, hvor øko-andelen på frugt og grønt er over 50 pct., siger Thomas Roland, CSRchef i Coop Danmark.
Han fortæller, at Coop de sidste fem år i træk har haft et indeks på over 100 på økologisk frugt og grønt, mens det konventionelle har ligget under indeks 100. Dermed bytter forbrugerne mere og mere af deres konventionelle frugt og grønt-indkøb ud med økologi. Og salget af økologisk frugt og grønt fortsætter med at stige med stor hast i Coops ca. 1050 butikker.
- Vi havde sidste år en vækst på 18-20 pct. på økologisk frugt og grønt, mens vores generelle økologiske salg steg ca. 10 pct. Så frugt og grønt trækker en stadig større andel af vores økologiske salg i vores kæder, fortæller Thomas Roland.
Han mener, det er overraskende, at salget af økologisk frugt og grønt ikke er aftaget, som det f.eks. er sket indenfor mælk.
- Vi har haft svært ved at øge den økologiske andel på meget over 50 pct. i nogle drikkemælkskategorier, og jeg tænkte, at det var lidt det samme, vi ville se på økologisk frugt og grønt. Foreløbig er vi overrasket over, at den høje vækst fortsætter, siger Coops CSR-chef.
Intet mætningspunkt endnu
Thomas Roland peger på flere årsager til den fortsatte store stigning i salget af økologisk frugt og grønt.
F.eks. betyder en større tilgængelighed, at øko-salget også vækster i mindre Dagli’Brugsen på landet, ligesom løbende diskussioner omkring brugen af sprøjemidler får flere forbrugere til at vælge økologi, mener han.
En anden væsentlig forklaring er, at prisforskellen på økologi og konventionelt frugt og grønt er blevet mindre.
- I 2015 gik vi over til fast lav pris på økologi i stedet for at køre kampagne på al økologi hver tredje uge. Vi satte prisen på økologisk frugt og grønt ned med 9 pct. og aflyste de her rabattilbud. Det betød, at salget steg med mere end 25 pct. det første år, fortæller Thomas Roland.
Og Coops CSR-chef mener, mætningspunktet på økologisk frugt og grønt langt fra er nået endnu.
- Sådan noget som kartofler er der i virkeligheden ikke så høj en økologisk andel på. Og vi kunne godt bruge en lidt højere forsyning af økologisk kirsebær og bær generelt, pærer og danske æbler, der kan holde sig længere end til januar. Og så de her drivhusgrøntsager som auberginer og peberfrugter, som vi har en underforsyning af herhjemme og må hente i Holland og andre steder, siger Thomas Roland.