Nu styrer topchef-vikaren Coop Norge

Coop 17. nov 2015 -
This describes the image

Bestyrelsen i Coop Norge må være ret tilfreds med sin koncernchef-vikar, 49-årige Geir Inge Stokke. I hvert fald blev han først i november udpeget til adm. direktør på mere permanent basis.

Stokke trådte til på et meget kritisk tidspunkt i januar, da forgængeren på posten blev syg - lige midt i tilløbet til, at Coop skulle sluge en ordentlig mundfuld i form af små 500 ICA-butikker med organisation, lagre og det hele.

Med opkøbet af konkurrenten ICA Norge, der var Norges fjerdestørste dagligvareselskab, rykker Coop igen forbi Rema 1000 som landets næststørste - langt efter markedsleder NorgesGruppen, der er velkendt her i landet som største ejer i Dagrofa-koncernen.

Først nu begynder arbejdet

En ting er imidlertid at lægge markedsandele sammen - noget helt andet er at smelte to så store virksomheder sammen i praksis til én - med tilhørende fyringer, større gæld efter giganthandelen og en omfattende omprofilering af de mange hundrede butikker.

Men Geir Inge Stokke får altså lov til at fortsætte arbejdet og krone 25 års karriere i det kooperative selskab med den allerøverste post.

− Coop er inde i en meget spændende fase med store udfordringer. At lykkes med integrationen af ICA Norge er en særdeles vigtig opgave. Derfor var det afgørende at finde den kandidat, som bedst vil kunne lede Coop gennem en krævende omstilling. Både ud fra en grundig søgeproces og de resultater, som Geir-Inge Stokke har leveret i tiden som konstitueret adm. direktør, er bestyrelsen tryg ved, at vi har fundet den allerbedste kandidat, siger Coop Norges bestyrelsesformand Lisbeth Bull Husby.

Stokke går selv ydmygt til opgaven:

− Den periode, jeg har været konstitueret, har været speciel. Coop har påbegyndt en krævende omstillingsproces og historiens mest omfattende omprofileringsprojekt, hvor de tidligere ICA- og Rimi-butikker bliver en del af Coops kæder. Det både skal og må vi lykkes med. Derfor er det først nu, at det egentlige arbejde begynder, siger han.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Foto: Coop Norge

Opdateret 10. nov 2020