Magtkampen i Coop er skudt i gang
Så længe det går godt, er der ingen grund til ændringer. Det er den væsentligste forklaring på, at formanden for Coop Amba og Coop Danmark, foreningen og forretningen i landets største dagligvarekoncern, i snart 10 år har været tegnet af en og samme person, Lasse Bolander.
Et markant dyk i indtjeningen, især i Coops egne butikker, store udfordringer med at implementere nye it-systemer og udsigt til stigende it-investeringer de kommende år, har dog medført en stigende modstand imod Coops øverste top, adm. direktør Peter Høgsted og bestyrelsesformand Lasse Bolander.
Samtidig har Coop-ledelsens store fokus på madagendaen ikke været det, de knap 400 selvstændige Coop-butikker har været mest optaget af.
I baglandet er det først og fremmest den daglige drift, økonomien og det gode købmandsskab, der tæller.
Alt andet kommer i anden og tredje række.
Stigende modstand
Modstanden imod Coop-toppen er kun taget til i styrke over de seneste måneder, og det er den direkte årsag til, at de tre selvstændige kædeforeninger nu er gået på intens jagt efter en modkandidat, der kan tage kampen om med Lasse Bolander.
Selv om Lasse Bolander peger på, at netop demokratiet er en styrke ved Coop, skal man ikke tage fejl af, at han helst ville undgå et formandsopgør.
I hvert fald i den form, det tegner til at blive, når en modkandidat først har meldt sig på banen.
I den kommende weekend samler Coops nye Landsråd sig for første gang til stormøde.
Det er netop de 124 medlemmer af Coops landsråd, der alene bestemmer, hvem der skal være formanden for Coop Amba de næste tre år ved et møde den 13.-14. april 2018.
Med så længe til næste valg kan meget ske inden da, men det er nok sandsynligt, at en modkandidat vil gøre alt for at trække forskellene i opfattelser så hårdt op som overhovedet muligt.
Strategien
Og her bliver Coops strategi for 2018-2020 et afgørende punkt.
En strategi, som adm. direktør Peter Høgsted har fået grønt lys til af Coop Danmarks bestyrelse og som kommer til at tegne koncernen over de næste tre år.
I weekenden får landsrådet for første gang kendskab til strategien, som Peter Høgsted tidligere har annonceret offentligt i medierne inden landsrådsmødet. Det sker ikke denne gang.
Og man kan med rette også stille spørgsmålstegn ved, om ikke et formandsvalg burde komme før en strategi?
I hvert tyder meget på, at Coops overordnede strategi falder til jorden med et brag, hvis ikke Lasse Bolander bliver genvalgt ved valget til foråret.
Kampen om Coop er kun lige skudt i gang.