Måltidsleverandører vokser med fuld kraft
Det danske måltidskassemarked er langt fra mætningspunktet. Tværtimod vælger et stigende antal familier at få sund og nem mad leveret direkte til døren. Det mærker man hos Skagenfood, der er 80 pct. ejet af Dansk Supermarked. Her steg omsætningen sidste år med 47 pct. til 110 mio. kr., mens resultatet før skat blev 5,3 mio. kr. mod 2,2 mio. kr. i 2016.
- Der er ingen tvivl om, at flere og flere gerne vil have inspirerende, nem og sund aftensmad. Og gerne så enkelt og hurtigt som muligt. Det forener vi alt sammen i vores måltidskasser, og vi mærker en stadig stigende efterspørgsel, fortæller Betina Kühn, der er medejer af Skagenfood.
Hun fortæller, at væksten sker på tværs af hele landet, og Skagenfood er absolut ikke ene om at holde væksttempoet højt i branchen.
Aarstiderne, der er landets største rendyrkede sælger af fødevarer over nettet, præsenterede i marts en fremgang på godt 19 pct., efter virksomhedens omsætning steg til 672 mio. kr. i 2017 mod 567 mio. kr. forrige år. Her steg Aarstidernes overskud ligeledes med 1,9 mio. kr. til 40,4 mio. kr. i 2017. Selskabet har øget investeringerne inden for marketing og kundeloyale aktiviteter og har fortsat investeringer i lagerfaciliteter og it for at øge væksten de kommende år. "2018 er forventet at levere en stabil præstation, fortsat omsætningsvækst og en højere indtjening for året", fremgår det af Aarstidernes årsberetning.
Retnemt Måltidskasser, der er opkøbt af svenske Linas Matkasse, betegnes som den næststørste blandt de 16 virksomheder på markedet for måltidskasser herhjemme. Selskabet oplyser ikke om omsætningen i årsregnskabet for 2017, der blev offentliggjort i slutningen af marts, men adm. direktør og stifter Klaus Toft Nørgaard sagde dengang til Fødevarewatch, at salget lå på den gode side af 50.000 ugentlige kuverter i 2017, hvor det i 2016 lå på 35.000-40.000 kuverter om ugen. Det giver en vækst på minimum 25 pct., og det nordsjællandske selskab venter en fortsat stigende omsætning i 2018.
Coop vil udvide produktionen
Hos Coop har man haft en vækst i online-supermarkedet Coop.dk Mad på mere end 50 pct. i 2017, oplyser kommerciel direktør Morten Viktor. Coop.dk Mad har siden 18. september sidste år også solgt måltidskasser, og den del af forretningen går, ifølge Morten Viktor strygende, selv om markedsføringsindsatsen indtil videre har været minimal.
- Salget af måltidskasser har overrasket os voldsomt positivt. Salget overgår klart vores forventninger, og det bliver det ved med. Kunderne er vilde med måltidskasser, ligesom de er vilde med de gode måltidsløsninger ude i vores butikker, så nu arbejder vi stenhårdt på at udvide vores produktionskapacitet, så vi for alvor kan øge volumen, siger Morten Viktor.
Han fortæller, at udskiftningen af Postnord betød, at Coop i slutningen af 2017 måtte holde igen for at få distributionen tilbage på sporet, og at man uden distributionsudfordringerne kunne have haft et endnu større onlinesalg.
- Vi har fire forskellige måltidskasser, men der vil komme andre. Vi er i tæt dialog med kunderne og får mange forespørgsler om måltidskasser til fem og seks personer og til singler. Det er blandt andet derfor, vi vil øge vores produktionskapacitet, og så kan vi også skubbe på med markedsføringen, siger Morten Viktor.