Længe leve nysgerrigheden!

Coop 11. okt 2019 -
This describes the image
Peter Høgsted administrerende direktør i Coop Danmark Adm. direktør i Coop, Peter Høgsted Foto: Coop
Skrevet af: Redaktionen

Måske kan vi finde på noget nyt?

Måske kan vi erstatte vores fødselsdage, tilbudsaviser, samlemærke-kampagner eller vores evindelige tilbudsfokusering med noget nyt?

Det er ikke for vores evne til nytænkning og kreativitet, at vores branche berømmes. Men vi står på et tidspunkt, hvor verdenen omkring branchen forandres med en hast som aldrig før.

Forbrugernes nye vaner, ændrede værdier og de teknologiske muligheder tvinger os til at tænke nyt.

Muligvis er der hjælp at hente hos vores egne kunder. I vores tilfælde vores ejere. Måske kan vi finde ud af at udvikle vores forretning i endnu tættere dialog med dem.

Marketingeksperterne kalder det for co-creation. Det går ud på at skabe produkter eller ydelser sammen. Når jeg hører om noget nyt, der ikke har været prøvet i vores konservative branche, så spidser jeg ører. For hvis vores arbejdsliv skal give mening, skal vi skabe noget nyt, noget bedre – i stedet for mere og mere af det samme.

Vi skal turde være nysgerrige på den omskiftelige verden vi er en del af!

Hvorfor er det interessant i 2019?

Fordi forbrugerne er mere bevidste end nogensinde før, de ønsker i stigende grad noget, der er anderledes, noget der er unikt. Og fordi vi lige nu står med den største udfordring i vores levetid, klima-udfordringen.

Jeg tror ikke, at løsningen på den er genbrug af gamle plastikposer eller vatpinde uden plastik, krydret med lidt afgifter her og der.

Vi skal tænke lidt større end det…

Hvordan kan vi kombinere kundernes krav om mindre klimabelastning, deres holdninger om, at vi skal gøre mere i handelen, og ønsket om flere unikke løsninger, hvor de selv bliver hørt og engageret?

I disse dage tager vi hul på et af vores første forsøg på co-creation med netop det som udgangspunkt. Under overskriften: "Hvad kan 1,8 mio. mennesker egentlig gøre, hvis de sætter sig det for?", vil vi forsøge at mobilisere vores kunder og medlemmer til at løse udfordringen: Hvordan kan vi som dagligvarevirksomhed gøre vores kunders hverdag lidt mere grøn, lidt mindre klimabelastende?

Inden vi er gået i gang, har vi testet ideen i Irma, hvor vi har inviteret kunder til møder og debat om klimaspørgsmål. Vi har oplevet en kolossal interesse, selv om det foregår i København, hvor udbuddet af arrangementer ellers er stort i forvejen.

Om co-creation kommer til at vokse sig stort i dagligvarehandelen, afhænger ikke mindst af vores evne og vilje til at lytte efter vores kunders ønsker og handle derpå. Hvis vi formår at realisere nogle af ønskerne, så kunderne oplever, at de bliver hørt, og at de gennem os kan påvirke tingene i retning af en smule mere bæredygtighed, så kan det vokse sig stort.

Hvis ikke vi formår det, vil det løbe ud og forsvinde som endnu et modeord fra marketingverdens kreative overdrev.

Måske vil kunderne så også gå til andre, der er bedre til at inddrage dem og tage deres ønsker alvorligt.

Men handler det ikke bare om at give kunderne det, de vil have?

Jo, men nu er det ikke længere nogenlunde de samme varer fra nogenlunde ens supermarkeder til nogenlunde identiske priser, de vil have. Nu vil de høres, have indflydelse – og de vil udvise større ansvar for verden.

Klimakampen er i gang, og der vendes op og ned på mange ting, fra vegetar- og veganerbølgen til krav om mindre emballage og mindre madspild. Det bringer os ud på en meget spændende rejse, hvor vi skal se, i hvilken grad vi kan mobilisere vores kunder og sammen med dem skabe løsninger, der er bedre for klimaet. På den lange bane. Til reelt at gøre en forskel.

Lykkes vi med det, så er co-creation meget mere end et modeord. Så giver det mening. Ligeså meget mening som dele-økonomi. Men det vender vi tilbage til en anden god gang!

Opdateret 10. nov 2020