Irma sætter fart på den urbane strategi
Efter åbningen af Irmas nye flagskibsbutik ved Østerport Station tager den Coop-ejede supermarkedskæde nu for alvor fat på moderniseringerne.
I indeværende strategiperiode - til udgangen af 2022 - vil yderligere 44 butikker blive moderniseret, mens ni nye butikker allerede er planlagt.
- Vi er i denne uge gået i gang med Codanhus på Frederiksberg og derefter følger de andre butikker i et højt tempo, siger Irmas kædedirektør, Søren Steffensen.
Moderniseringsplanen er helt central i Irmas urbane strategi, der skal omdanne kæden fra alene at være et supermarked til også at være madhus, der appellerer til de nysgerrige kunder i og omkring Storkøbenhavn.
Dels "madelskeren", der har fokus på smag og kvalitet, dels "idealisten", der går op i dyrevelfærd, økologi samt vegetar- og plantebaseret mad.
Positivt afkast
Sidste år bød ikke blot på lukninger af 10 Irma-butikker. Kæden åbnede også nye butikker i Hellerup og Køge. I Køge valgte Irma at åbne på en ny og bedre placering, og den investering var rigtigt set.
- Vores Køge-butik udvikler sig super godt. Vi har efterhånden fået vores gamle kunder tilbage, men har også fået mange nye kunder. Vores salgsmix er noget anderledes, og det havde vi også regnet med, da der er større trafik, og butikken ligger ved en station, siger Søren Steffensen.
Han har en erklæret ambition om at løfte kædens indtjening.
- Vi har en plan for de næste fire år, hvor der investeres kraftigt i moderniseringer og i Irmas fremtid. Vi forventer selvfølgelig, det giver et positivt afkast, når strategien er fuldt implementeret i 2022, siger Irmas kædedirektør.