Irma henter ny salgsdirektør i 7-Eleven

Coop 9. sep 2019 -
This describes the image
Morten Vedel salgsdirektør 7-Eleven Foto: Coop

44-årige Morten Vedel er den nye salgsdirektør i Coops profilkæde Irma.

Her afløser han fra 16. september Jacob Elsborg, som skal styre Coops kaffevirksomhed i Kenya.

Morten Vedel kommer senest fra en stilling som commercial director i 7-Eleven, hvor han har ansvaret for indkøb, sortiment og markedsføring.

Skiftet virker logisk på et tidspunkt, hvor Irma løbende opgraderer sin satsning på convenience.

- Irma står lige nu midt i en spændende transformation til det urbane madhus, målrettet de bevidste og nysgerrige forbrugere. Det betyder en større vægt på måltidsløsninger af høj kvalitet. Derfor er jeg glad for at få en mand med Mortens erfaringer indenfor dagligvarer og convenience ind på holdet, siger Søren Steffensen, der er kædedirektør i Irma, i en pressemeddelelse.

- At komme til at arbejde for Danmarks mest innovative og kvalitetsfokuserede kæde på dette tidspunkt, hvor markedet er under hastig forandring, ser jeg som en af branchens mest spændende udfordringer, siger Morten Vedel, der begynder i jobbet 16. september.

Vedel har en 20 år lang karriere i dansk dagligvarehandel med ledende stillinger hos Royal Unibrew, Carlsberg og Lantmännen.

 

Opdateret 10. nov 2020