Hvor er Coop på vej hen?
"På Vej" hedder Coops overordnede 10-årige strategiretning for 2014-2024, som adm. direktør Peter Høgsted nu har stået i spidsen for i fire år.
I indeværende strategiperiode 2015-17 har Coops koncerndirektion været travlt optaget af tre overordnede agendaer. For det første Coops Madmanifest, der har til formål at give kunderne mere spændende, bedre og sundere mad. Hernæst en modernisering og digitalisering af virksomhedens medlemsprogram og endelig at skabe et enklere Coop.
Opgaver, hvor Coop alle er kommet langt, men hvor koncernen endnu ikke er i mål.
Samtidig er Coop stadigvæk milevidt fra de økonomiske målsætninger, som man har sat sig for at nå.
Et mål lyder, at Coop vil udvikle dansk madkultur og skabe vækst for 10 mia. kr. i dagligvarer. Et mål, der nærmest lyder som utopi, hvis man tager udgangspunkt i Retail Institutes Scandinavias seneste prognose over udviklingen i dansk dagligvarehandel, hvor dagligvaremarkedet forventes at vokse med i alt 4 mia. kr. over de næste 10 år.
Et anden - og nok så vigtig - målsætning for Coop-koncernen, er at skabe bedre resultater.
Coop Danmark har således som målsætning at forbedre resultatet med 100 mio. kr. om året. Derfor var det markante fald i koncernens EBIT-resultat fra 632 mio. kr. i 2015 til 252 mio. kr. sidste år ganske utilfredsstillende på såvel hovedkontoret i Albertslund som blandt de selvstændige brugsforeninger.
Forbedret indtjening
De seneste måneders ualmindelige hårde retorik og kritik fra baglandet bunder i høj grad i frustrationen over, at Coops selvstændige brugsforeninger performer væsentligt bedre end Coops egne butikker. Derfor er Coop også godt i gang med at effektivisere driften i brugskæderne for at spare yderligere, betydelige millionbeløb.
Netop de sparede penge er som oftest også de hurtigst tjente penge.
Med det voksende krav om en langt bedre indtjening i Coop, er der formentlig ingen tvivl om, at Coops rejse går imod endnu dybere effektiviseringer. Særligt, hvis der også skal være råd til en varslet it-investering i milliardklassen. En investering, som netop har til formål at modernisere Coop til den digitale fremtid og effektivere Coop på den lange bane.
Ifølge koncerndirektør Jens Visholm har Coop netop en stigende fokus på "share of stomach-markedet" de kommende år. Nok vil Coop have en større bid af det voksende måltidsmarkedet, der dækker alt fra dagligvarer, restaurationsbranchen til conveniencesektoren og til e-handel med dagligvarer.
Men skal Coop for alvor vinde andele fra restauranter, cafeer mv., kræver det storstilet investeringer i nye koncepter og et positivt udbytte af den investering, som Coop allerede har foretaget via opkøbet i Catering Danmark.
Selv om e-handelsmarkedet for dagligvarer ventes at vokse med op imod 10 mia. kr. de kommende år, og er et vækstmarked som Coop har store forhåbninger til, så viser al erfaring, at der ikke findes hurtige tjente penge på det marked. Og jagten på bedre bundlinje er lige nøjagtigt, hvad Coop-direktionen har allerøverst på agendaen på den korte bane, hvis der for alvor skal skabes råderum til fremtidens investeringer.