Hver anden dansker vil handle i et shop-in-shop apotek
Det viser en undersøgelse, som Kundepanelet har foretaget for Dansk Handelsblad på forbrugersitet Tilbudsugen.dk.
Syv ud af ti af de forbrugere, som har svaret på Kundepanelets undersøgelse, har købt ikke-receptpligtigt medicin inden for det seneste år. Heraf har godt en tredjedel købt medicinen i et supermarked.
Med den nye apotekerlov lægges der op til, at apotek bliver placeret i supermarkeder. Det er dog fortsat kun uddannede apotekere, der må åbne et apotek. Det giver til gengæld mulighed for, at forbrugerne kan hente receptpligtig medicin, samtidig med at de fylder indkøbsvognen med brød og mælk.
Muligheden for vejledning er vigtigt for godt halvdelen af forbrugerne - både når de køber håndkøbsmedicin og medicin på recept.
54 pct. af forbrugerne er positive overfor at benytte et shop-in-shop apotek med uddannet personale i en dagligvarebutik til det næste køb af receptpligtig medicin. 16 pct. vil aktivt vælge en butik med shop-in-shop apotek til deres næste receptpligtige medicin – hvis det ligger i en dagligvarebutik.
Foto: Helle-Karin Helstrand
I fremtiden kan apotek ligge midt i et supermarked.
Kundepanelets undersøgelse:
- 1268 forbrugere har svaret på deres holdning til og adfærd i forbindelse med håndkøbsmedicin
- besvarelserne er repræsentativt fordelt på de danske regioner
- 70 pct. har købt håndkøbsmedicin inden for det seneste år
- 57 pct. købte medicinen på apoteket, 34 pct. har købt den i en dagligvarebutik, 5 pct. angiver, at de har købt deres håndkøbsmedicin i Matas, og én ud af 100 har købt den på en tankstation.
- 54 pct. ville gerne benytte et shop-in-shop apotek med uddannet personale til deres næste køb af håndkøbsmedicin
- 9 pct. angiver, at de aktivt vil køre efter en dagligvarebutik med shop-in-shop apotek for at købe håndkøbsmedicin
- 30 pct. mener, at det er uden betydning, om der er et shop-in-shop apotek i dagligvarebutikken
- 54 pct. af forbrugerne er positive overfor at benytte et shop-in-shop apotek med uddannet personale i en dagligvarebutik til det næste køb af receptpligtig medicin