Grå sommer rammer butikker i sommerlandet
Når skyerne ligger lavt over stranden, og vejrudsigten lyder på regn, tager danskerne ikke på endagstur til stranden, og sommerhusgæsterne trækker mod byerne.
Det rammer butikkerne i sommerlandet.
Blandt andre har Min Købmand-kæden, der har en del butikker i turistområderne, mærket, at humøret ikke har været til impulsindkøb.
- Vi har i vores butikker, der ligger i turistområderne, oplevet en mindre tilbagegang i omsætningen grundet færre hurtige impulsindkøb, der normalt opleves ved godt solrigt sommervejr, siger kædedirektør for Spar og Min Købmand, Niels Karstensen.
Den samlede omsætning for de to kæder ligger dog højere end sidste år.
- Omsætningstilbagegangen i turistområderne, der mest har ramt Min Købmand, er til gengæld blevet mødt af en fremgang i de øvrige butikker – ikke mindst i Spar. Således er den samlede sommeromsætning over sidste års niveau, siger Niels Karstensen.
En anden kæde, der har en del butikker i sommerlandet, er Dagli’Brugsen.
- Selvfølgelig rammer det os, når vejret ikke er godt. Men sidste sommer var lige så slem, så årets omsætning er status quo, siger formatdirektør for Dagli’Brugsen, Jesper K. Andersen.
Rekord i sommerhuse og campingvogne
Der skulle ellers være turister nok til at skabe vækst i butikkerne. I hvert fald har et rekordstort antal turister overnattet i de danske sommerhuse i årets første seks måneder.
Ifølge Danmarks statistik har der i perioden været 6,45 mio. overnatninger i de danske feriehuse, der er lejet ud via bureauerne. Det er det højeste tal i 10 år og en stigning på 4,5 pct. sammenlignet med samme periode året før.
Og bestillinger på sommerhuse for resten af året tyder på, at der fortsat er og vil være flere i sommerhusene i år. Med udgangen af juni måned var der booket 6,2 pct. flere overnatninger i sommerhuse end ved samme tidspunkt sidste år.
På campingpladserne havde der med udgangen af juni måned været 3,96 mio. over-natninger, hvilket er flere overnatninger, end der har været de seneste fem år.
Det er dog kun en stigning på knap 1 pct. sammenlignet med 2016.