Forbud mod cigaretlogoer ender i retten
Forbud mod at anvende logoer på cigaretpakker, som i stedet skal være anonyme, vil efter alt at dømme ende i en større retssag.
Den principielle retssag kommer til at udspille sig i England. Tobaksproducenter er i fuld gang med at sagsøge den britiske regering i det, der kan blive det største søgsmål nogensinde mod regeringen. Tobaksfirmaer sagsøger regeringen for de tab, som de ventes at få, når cigaretpakker i fremtiden skal være anonyme uden cigaretmærkernes kendte logoer og farver.
Tobaksfirmaerne ventes at sagsøge regeringen for en erstatning på flere milliarder pund. Advokaterne vil slå på, at tobaksproducenterne vil blive frataget deres mærkevarers værdi, når de skal sælge cigaretpakkerne i en anonym udformning.
Tobaksfirmaerne vil overlade det til retten at fastsætte størrelsen på erstatningen, men brancheanalytikere forudser, at erstatningerne kan nå helt op på omkring 11 mia. pund svarende til ca. 113 mia. kr.
De går for langt
En række af de førende tobaksproducenter som Philip Morris International, der bl.a. producerer cigaretmærket Marlboro, BAT, der i Danmark står bag bl.a. Prince, JTI har allerede indledt et søgsmål mod den britiske regering.
Marc Firestone, senior vice president i Philip Morris International, sagde for nylig til fagbladet The Grocer:
– Vi respekterer regeringens ret til at regulere i offentlighedens interesse, men det går for langt, når regeringen simpelthen udsletter varemærker.
Det svenske analyseinstitut HUI Research offentliggjorde forleden en rapport fra Australien, hvor regeringen i 2012 indførte en lov om cigaretpakker, som i dag skal være anonyme.
Ifølge HUI synes effekten af forbuddet mod logoer på cigaretpakkerne ikke at have nogen stor effekt på rygningen.
Forbuddet har betydet, at de australske rygere i vid udstrækning har bortvalgt de dyre premiumcigaretter til fordel for lavpriscigaretter, og at omfanget at illegal tobak samtidig er øget.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Tobaksproducenterne sender nu store erstatningskrav til den britiske regering for at forbyde logoer på cigaretpakkerne.
Foto: Colourbox