Fakta vinder igen markedsandele
To et halvt år efter, at Coop Danmarks discountkæde Fakta blev slået grundigt ud af kurs med afskaffelsen af lukkeloven, lyder der forsigtigt optimistiske toner fra kædens direktør Niels Karstensen.
Ifølge Karstensen er Fakta begyndt at vinde markedsandele i år, og kædens nye koncept F-16, som efter et langvarigt forarbejde blev lanceret i november sidste år, giver fremgang i de indtil videre 16 butikker, der har prøvet konceptet af.
- Vi er kommet til at ramme rigtigt godt, især med de seneste 12 pilotbutikker. De performer rigtig godt, siger Niels Karstensen.
Han afviser at sætte tal på, hvor meget bedre de klarer sig end den øvrige del af kæden. Men meget tyder på, at forskellen er til at føle på, for nu er der kommet turbo på den næste fase i udrulningen af konceptet.
- Der åbner hele 23 nye butikker over store dele af landet hen over de to sidste torsdage i juni. Så når vi går på sommerferie, har vi i alt 39 af de nye butikker, siger han.
Næste etape i eftersommeren
Dermed kommer det til at gå hurtigere end tidligere beskrevet i Dansk Handelsblad.
I den aktuelle bølge kommer yderligere seks butikker til, hvor ombygningen først bliver færdig til åbning på den anden side af sommeren - Vi kommer til at have i alt 45 ombyggede butikker omkring sidst i august eller først i september, siger Karstensen.
Til den tid følger en beslutning om, hvor hurtigt det skal gå med at få F-16 rullet videre ud til resten af de 440 Fakta'er.
- Vi kan ikke bare tromle derudaf, men skal gøre det gennemtænkt. Når vi er nået til august er vi blevet klogere på, hvilket tempo vi skal køre med resten af året - og første halvår af 2016.
Ikke et ord om overskud
Det var lidt af en sensation, da mange år med pæne over
skud i Fakta blev afløst af
et trecifret mio. -underskud i 2013, og kædens hastige nedtur var med til at koste daværende Coop-topchef Jesper Lien jobbet.
Siden har Niels Karstensen slidt for at genoprette Faktas status "som en vedvarende succes" - med overskud. I kædens årsrapport for 2014 forventes "et forbedret resultat i 2015".
- Resultaterne går også i den rigtige retning. Men når det er sagt, så sætter jeg ikke hverken måned eller årstal på, hvornår Fakta giver overskud. For det kommer an på, med hvilken kraft vi kommer til at rulle det nye koncept ud. De butikker er jo ikke billige at lave. Men det ser ud til, at investeringen betaler sig - også på bundlinjen, siger Niels Karstensen.
"Vi er kommet til at ramme rigtigt godt, især med de seneste 12 pilotbutikker
NIELS KARSTENSEN, DIREKTØR FAKTA"
FAKTA TRÆNGER TIL FREMGANG
2014 2013 2012 Omsætning DK* 9,88 9,79 9,90 mia. kr. Driftsresultat -101 -113 197 mio. kr. Resultat efter skat -82 -99 152 mio. kr. *Uden franchisebutikker ejet af brugsforeninger