Fakta lukker 47 tabsgivende butikker
Kædedirektør for Fakta siden februar 2016, Stina Glavind, har mere end én gang sagt, at Fakta har butikker, der aldrig skulle være åbnet.
Nu tager kædedirektøren konsekvensen og lukker 47 butikker. Det er flere end hver niende af kædens 406 butikker, der må lade livet.
- Nogle vil måske synes, at det virker underligt, at vi med en driftsforbedring i kæden i 2017 på 128 mio. kr. vælger at lukke butikker. Men det er en nødvendighed for at give os mulighed for at investere hårdt i de resterende butikker. Det er en proaktiv strategi for at styrke vores image i kundernes bevidsthed, siger Stina Glavind til Dansk Handelsblad.
Butikkerne ligger spredt over hele landet, men langt de fleste butikker er blandt kædens mindste.
- Fælles for dem er, at de alle er underskudsgivende, og at vi ikke kan se, at vi kan få en sund økonomi i dem. Forskellen på de butikker, der sælger mest og mindst, er blevet større den seneste tid, siger Stina Glavind.
Det er sjældent billigt at lukke butikker – bl.a. fordi huslejekontrakterne ofte er tiårige. Stina Glavind vil ikke sætte beløb på, hvad butikslukningerne kommer til at koste kæden.
- Det koster penge, men vi optimistiske, hvad angår at komme af med lejemålene. Nogle få kommer vi dog nok til at hænge på, siger hun.
Åbner også nye
Der er ifølge Stina Glavind i hvert fald tre forskellige årsager til, at de 47 butikker ikke kan løbe rundt:
- Enten ligger de et sted, hvor vi aldrig skulle have åbnet en butik, eller også har kundegrundlaget ændret sig. En sidste grund kan være, at huslejen simpelthen er for høj, siger hun.
Kædedirektøren vil være fuldstændig sikker på, at alle medarbejdere er orienteret om, at deres arbejdspladser lukker, før hun officielt sætter adresse på de butikker, der skal lukke.
- Vi begynder nedlukningen nu, og inden den 21. maj er de alle lukket, fortæller Stina Glavind.
Allerede midt i juni åbner kæden dog en spritny butik. Den skal ligge i Køges nye bydel, Køge Kyst. Derudover rykker to mindre butikker i nye, moderniserede lokaler. Det er i Bramming i en tidligere Kiwi og i Bramdrupdam i en tidligere Aldi.
Lover ikke plus i år
I det netop afsluttede regnskabsår er resultatet det bedste, det har været i fem år. Kæden har siden 2012 leveret et underskud på samlet knap 400 mio. kr. I år ligger det kun på 18 mio. kr.
Stina Glavind vil dog ikke garantere, at der kommer sorte tal i bunden i år.
- Vi fjerner med butikslukningerne den store forhindring, vi har haft, for at kæden kan give overskud, og vi har forbedret vores driftsresultat markant trods store investeringer i modernisering af butikker. Men vi fortsætter med at investere hårdt. De sidste ca. 30 butikker skal omstilles til F16, og vi er bl.a. i gang med at indføre bip og betal i hele kæden. Om vi får overskud i år, kommer an på, hvor meget vi investerer, siger hun.
Kædens driftsresultat (EBIT) endte i 2017 på minus 45 mio. kr. mod minus 124 mio. kr. i 2016.
- Vi har butikker, der i 2017 leverer en forbedring i deres drift på tæt på 2 mio. kr. Et forbedret driftsresultat kan skyldes forskellige strukturelle ændringer, men nogle af dem leverer det forbedrede resultat uden deres situation er ændret, siger Stina Glavind.
Fald i omsætningen
Det seneste år har Faktas stamkunder ifølge Stina Glavind købt mere mad og i mindre grad benyttet kædens butikker som en suppleringsbutik. Alligevel er kædens omsætning i 2017 faldet med 300 mio. kr. til 9,2 mia. kr. sammenlignet med 2016.
- Det skyldes for en stor del færre butikker. Vi havde ved indgangen til 2016 431 butikker, start 2017 havde vi 407 butikker og 1. januar 2018 havde vi 406. Der er dog sket både åbninger og lukninger løbende gennem årene. Det gennemsnitlige omsætningsindeks i butikkerne er faldet med et lille procentpoint det seneste år, men det dækker over store forskelle, siger Stina Glavind.
Hun siger, at det er tilbudsjægerne, der ikke længere handler så meget i Fakta.
- Gennemsnitkurven er blevet større, og kunderne køber de varer, vi har fokus på: Økologi, frugt og grønt og kød. Men den samlede omsætning er også præget af, at vi allerede, da Dansk Supermarked med Føtæsk-kampagnen reducerede priserne i Føtex, satte nogle priser ned. Det er vi fortsat med. De fleste prisnedsættelser er dog sket i det nye regnskabsår, siger Stina Glavind.
Tættere på Coop-koncepter
Hun forventer, at omsætningen vil stige, så snart lukninger er overstået.
- Selvfølgelig vil den i dette regnskabsår være præget af, at vi har lukket butikker. Men vi jagter ikke omsætning for hver en pris. Det er lige nu vigtigere for os, at vores indtjeningsevne er blevet væsentligt forbedret de seneste to år, siger Stina Glavind.
Hun fortæller, at Faktas kunder i den kommende tid i højere grad vil kunne se, at Fakta er en del af Coop.
- På det konceptuelle niveau vil vi komme til at ligne de andre Coop-kæder mere, når vi indfører forskellige koncepter, som også kommer i resten af Coop, siger Stina Glavind.
Hun vil endnu ikke vil afsløre nye koncepter i Fakta, men det kunne bl.a. indeholde en øget indsats på økologi og måltider.
- Vores mål er, at danskernes skal opleve os som ”hverdagens lavpris-supermarked”, siger Stina Glavind.
Fakta om fakta 2017 (2016):
(tal fra 2016 er korrigerede efter anden regnskabspraksis)
Omsætning: 9,2 mia kr. (9,5)
Driftsresultat (EBIT): - 45 mio. kr. (-173)
Årets resultat: - 18 mio. kr. (-124)
Kædens tre tyske butikker åbnede i 2013 og gav efter 2,5 år overskud. Det samlede overskud i Fakta Tyskland i 2017 var 3 mio. kr.
Fakta om Stina Glavind:
- uddannet Cand. Merc IBS (International Business) fra CBS
2000 – 2011: Carlsberg Danmark (International marketing & management trainee, Brand Manager, Innovation & Research Manager, Sales Development Director)
2011- 2016: Coop Danmark: Kategorigruppechef, Kommerciel Direktør, Kvickly
Feb. 2016 - : Kædedirektør, Fakta