Fakta bider sig fast i grænsehandlen
Faktas tre grænsehandelsbutikker har på fire år vist sig at være så stort et aktiv, at Coop ønsker at fortsætte med at drive detailhandel syd for grænsen.
De tre butikker i Tyskland ligger i dattervirksomheden Fakta GmbH, som ikke offentliggør sit årsregnskab, men blot årets resultat.
Coop siger til Dansk Handelsblad, at de tre Faktabutikker syd for grænsen har en meget tilfredsstillende drift med positive EBIT-resultater i 2015 og 2016. Ser man på Faktas årsregnskab, bliver de positive driftsresultater dog vendt til underskud som årets resultat gennem alle årene.
Samlet set er årets resultat fra 2013 til 2016 blevet et underskud på 17,1 mio. kr., men det er resultatet efter skat og renter, oplyser Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.
Ifølge Coops årsrapport omsatte Faktas danske butikker i 2016 for 9.976 mio. kr., mens tallet er mindre i Faktas eget årsregnskab, som ikke inkluderer de tre butikker syd for grænsen.
Her ligger omsætningen på 9.544 mio. kr. – altså en forskel på 432 mio. kr., som er de tre grænsebutikkers omsætning.
Om de tre grænsehandelsbutikkers underskud siger direktør Stina Glavind, Fakta:
– Fakta etablerede sig i 2013 i grænsehandelen, og som alle ved, tager det lidt tid at få driften på plads i et nystartet selskab. Så i første hele regnskabsår 2014 kom vi ud med røde tal. 2015 lavede vi sorte tal på driften, og det samme gjorde vi i 2016. I 2017 forventer vi at lave en endnu bedre indtjening på trods af, at markedet er vigende og den indførte grænse kontrol siden sommeren 2016 har en negativ effekt på kundestrømmen til grænsen.
Stærk på dagligvarer
Stina Glavind siger om butikkernes udvikling:
– Vi har øget vores evne til at tjene penge markant det seneste år. Hvis vi kigger på dagligvarehandlen, så har vi skabt os en fair share af markedet. På de traditionelle grænse-varer som øl og vin har vi fortsat et hul til konkurrenterne. Men det er heller ikke det vigtigste for os. Vi er klart de førende på almindelige dagligvarer og ikke mindst på økologi, hvor vi har grænsehandlens største sortiment.
Hun siger, at baggrunden for at drive detailhandel i grænseområdet er, at mange af Faktas kunder og medlemmer har mere end ét indkøbssted.
– De, som bor i den sydlige del af Danmark, har historisk altid kørt over grænsen for at handle, og her har vi en interesse i også at få en bid af den kage. Hvis vi ikke var til stede i grænsehandlen, så ville de selv samme medlemmer handle hos vores konkurrenter, forklarer Stina Glavind.