Fakta åbner ny butik Grundlovsdag
Grundlovsdag, på fredag den 5. juni, åbner Coops discountkæde Fakta en helt ny butik.
Butikken afløser en SuperBrugs og ligger i Hals.
Marc Ochsendorf er ansat som butikschef. Han kommer fra en stilling som souschef hos Fakta i Hasseris, skriver Hals Avis.
Det er kun en måned siden, kæden åbnede en ny butik i Arden i Himmerland. Den afløste dog en mindre butik i byen.
I foråret 2018 lukkede kæden næsten 50 butikker på én gang, og efter et 2019-regnskab med det første overskud i mange år, har kæden fokus på at optimere de eksisterende ca. 360 butikker. Blandt andet skal der indføres scan selv-kasser i butikkerne.
Senere på året åbner kæden dog to nye butikker i Aarhus.
Læs også: Fakta-butikker får scan-selv-kasser