Jeg må indrømme, at det har været svært at gøre det noget tunge stof, vi har skrevet om et nyt samhandelsdirektiv fra EU, sexet.

Bare en lille smule.

I første omgang har indholdet af den kommende lovgivning, der fra 2021 skal regulere samhandlen mellem dagligvarekæderne og deres små og mellemstore leverandører, været noget tåget og abstrakt.

Men efterhånden som detaljerne dukker op, kan det vise sig at blive mere vedkommende og betydningsfuldt - og vække nogle flere ude i kæderne, fordi deres arbejdsmæssige virkelighed står til at blive forandret.

EU's direktiv forholder sig nemlig også til de forkætrede markedsføringstilskud, som i årevis har været et diskussionstema mellem de to sider af forhandlingsbordet.

Størrelsen på de tilskud har traditionelt været det element, der kunne lande en aftale i årsforhandlingerne mellem de to parter. Er der noget, der gennem tiden har kunnet få gode danske dagligvareleverandørers blodtryk til at stige ildevarslende, er det netop de markedsføringsbidrag, som de har skullet afregne til deres kunder i dagligvarehandlen.

Et er, at bidragene er steget fra år til år. En undersøgelse blandt medlemmerne af leverandørernes interesseorganisation MLDK fra 2015 regner det sammen til 15 mia. kr.

Det er unægteligt et enormt beløb og en betragtelig bid af, hvad kæderne betaler deres leverandører. Noget andet er, at leverandørerne i hvert fald tidligere har savnet dokumentation for, hvad det egentlig er, de har betalt for.

En plads i tilbudsavisen, javel. Men er det en god forretning?

Formentlig er kædernes mulighed for at skaffe sådan en dokumentation steget i takt med, at digitaliseringen har gjort adgangen til data mere håndterbar.

Men hvor meget mere viden det så i praksis har givet leverandørerne om de enkelte kampagner, ved jeg ikke.

Der har også for nylig været klaget over, at kæderne ikke leverer realistiske prognoser for salget, så leverandører risikerer at øge deres produktion i kampagneperioden alt for meget - eller ikke kan følge med efterspørgslen.

Nu er det ikke sådan, at EU vil forbyde markedsføringsbidragene - men netop skaffe de små og mellemstore leverandører mere dokumentation og klare aftaler. Så skal det blive spændende at se, hvordan det kan realiseres i praksis i et marked, der er så tilbudsfikseret som det danske.

Kan man som detaillist virkelig fremstille ret præcise spådomme om, hvor meget en given kampagne vil rykke på salget af en given vare et antal måneder frem i tiden, når man ikke lige ved, hvad konkurrenterne har gang i til den tid? Og hvem havde for eksempel forudset, hvad tørkesommeren 2018 gjorde ved en række sæsonvarer - både i op- og nedadgående retning?

Markedsføringstilskuddene er også så integreret en del af afregningen mellem leverandør og kæde, at hvis de skulle forsvinde, ville det ændre på hele regnestykket.

I princippet er det vel det, som Coop Danmark har gjort, når man opererer med de såkaldte net-netpriser.

Men grundlæggende giver det måske allermest mening at se på, hvem der er glade for, at EU går ind og blander sig i den del af samhandelsbetingelserne.

Mærkevareleverandørerne er positive, mens Dansk Erhverv er kritisk på vegne af handlen.

Ud fra det perspektiv ser det ud til, at EU faktisk lykkes med at rykke ved balancen i samhandlen. Og det var jo hele meningen med at gribe ind. Så må vi afvente og se, om det gør noget ved forbrugerpriserne om et par år.