Ejendomsgigant bekræfter prisen på Coops "arvesølv"

Coop 29. okt 2019 -
This describes the image
Dades opkøb Coop Mega Syd i Viby Foto: Kenny Arne Lang Antonsen / Wikimedia Commons

En nyligt offentliggjort årsrapport fra et af landets største ejendomsinvesteringsselskaber, Dades, bekræfter, at den samlede købssum for Coop Danmarks gamle fabriksarealer i Aarhus-bydelen Viby udgjorde over to mia. kr.

Det var nemlig Dades, der sidste år erhvervede tre sammenhængende Coop-ejede delområder i Viby J med bl.a. indkøbscentret Mega Syd og Arla Foods' hovedkontor.

Centeret Mega Syd står i årsrapporten opført til 793 mio. kr., mens de to øvrige arealer, Sønderhøj med Arlas hovedkontor og Spidsen, står til 1393 mio. kr.

Til sammen giver det lige i underkanten af 2,2 mia. kr.

Tidligere har et beløb på 2,3 mia. kr. været nævnt, baseret på kilder i ejendomsbranchen.

Arvesølv i formandsopgør

Ifølge Coops eget regnskab for 2018 fik salget af de forhenværende fabriksarealer en positiv nettoeffekt på årets EBIT-resultat på 794 mio. kr. - og der blev i året solgt "materielle anlægsaktiver" for i alt 2,338 mia. kr. Det fremgår af pengestrømsopgørelsen.

Sidste år solgte Coop også fabriksanlægget, der rummer Hilton-kødfabrikken uden for Aarhus, og da blev salgsprisen oplyst til 145 mio. kr.

Til sammen svarer indtægterne fra de to nævnte frasalg stort set til de 2,3 mia. kr. i Coops pengestrømsopgørelse.

Salget af de gamle fabriksarealer blev et tema i den ophedede debat op mod formandsvalget i Coop i 2018, hvor en af den genvalgte formand Lasse Bolanders modkandidater advarede kraftigt mod "at sælge ud af arvesølvet".

Der er nu mange år siden, at FDB-fabrikkerne blev lukket, og siden er arealerne blevet udviklet til andre erhvervsformål.

Tilbage i 1996 åbnede det daværende FDB et af de allerstørste varehuse i den nu nedlagte kæde OBS!, der skulle have været brugsbevægelsens svar på Bilka.

I dag har Coop både en Fakta af nyere dato og en Kvickly i Mega Syd. Kvickly-varehuset er en kraftigt nedbarberet version af det gamle OBS!

Opdateret 10. nov 2020