Dårligt arbejdsmiljø præger Coops lager i Hasselager
Opdateret
For to uger siden op til pinsen opstod der en kortvarig strejke på Coop Danmarks store distributionscenter ved Odense.
Ifølge Coop var der tale om "intern uenighed om arbejdsforhold", men problemerne stikker muligvis dybere end som så.
Dansk Handelsblad har været i kontakt med flere kilder med fra Coops distributionscenter i Hasselager ved Aarhus, der beretter om et arbejdsmiljø præget af systematisk overvågning af medarbejdere, advarsler og en stigende frygt for jobsikkerheden - af samme grund ønsker ingen at stå frem.
En medlemsundersøgelse foretaget af 3F bland 270 ud af 400 medlemmer på lageret i Hasselager viser, at arbejds-miljøet halter gevaldigt. Otte ud af ti føler sig overvåget af den daglige ledelse og oplever et højt arbejdspres i dagligdagen, mens lidt mere end syv ud af ti føler sig stresset, skriver Fagbladet 3F. Tre ud af fire svarer, at de frygter for at miste deres job.
Nok er nok
I mandags sendte 3F og medarbejderne derfor et brev til Coops bestyrelse med resultatet af spørgeskemaundersøgelse i håb om forandring.
I brevet lyder det blandt andet: "Vi ser os desværre nødsaget til at oplyse jer om de forhold, vi møder ind til nu. For-hold, som vi ikke mener, burde være på en arbejdsplads i 2020. En systematisk overvågning, uforholdsmæssigt mange advarsler (ofte givet på baggrund af, hvad der ligner bagateller) samt en større og større frygt for at miste sit arbejde er desværre blevet dagligdagen for os," lyder det i brevet som fortsætter:
"Vi har flere beretninger fra kollegaer, som har oplevet disse ting på egen krop. Og vi oplever et konstant stigende arbejdspres, men uden, at ledelsen tager os med på råd om, hvordan vi kan tilrettelægge tingene mere fordelagtigt (…) er det Coops vision og plan, at vi hver eneste dag skal gå utrygge på arbejde, føle en personlig forfølgelse fra lederne og gå i en så stressende atmosfære, som vi gør?
I brevet oplistes fem spørgsmål, som man forventer ledelsens svar på. Herunder, om de vil undersøge, hvorvidt de mange kritikpunkter har indvirkning på de ansattes helbred og trivsel - og om situationen i Hasselager lever op til Coops idealer og målsætninger.
Dansk Handelsblad har været i kontakt med Coops bestyrelsesformand, Lasse Bolander, som ikke ønsker at kommentere på sagen. Han bekræfter, at bestyrelsen har modtaget brevet, men herfra er meldingen blot:
- Jeg kommer til at lyde som en politiker, men det har jeg ingen kommentarer til. Den slags forhold diskuterer vi internt, lyder det fra kort.
Fagbladet 3F har talt med tidligere medarbejder Thorbjørn Vejrup, som blev fyret for sygefravær i slutningen af maj.
- Folk er bange for at få for meget sygefravær, så mange vælger at betale selv. Jeg er selv blevet spurgt tre gange ved en sygemelding: "Vil du have det som afspadsering eller fri uden løn, fortæller han.