Coops hemmelige agenter tjekker tobakssalg
Som et forsøg på hindre salg af tobak til unge under 18 år i Coops butikskæder, har koncernen ansat en række unge "agenter" under 18 år til at forsøge at købe tobak.
Det skriver Ritzau.
Agenterne skal træne de ansatte i at blive bedre til at spørge om id og har ifølge Signe D. Frese, CSR-direktør i Coop, været effektive.
- Det har helt klart gjort det, at der er mange af vores butikker, der er blevet meget bedre til at spørge efter id, siger hun.
Socialdemokratiet foreslår ifølge avisen Danmark, at der skal oprettes en kontrolenhed, som skal placeres under Sundhedsministeriet. Den kan etablere et korps af børn og unge under 18 år, som skal forsøge at købe cigaretter eller andre tobaksvarer i landets butikker. Partiet foreslår, at en butik udover bøder kan miste sin bevilling til at sælge tobak.
Coop ser positivt på et forslag fra Socialdemokratiet. Modsat Socialdemokratiet mener dagligvarekoncernen dog ikke, at det vil være rimeligt at straffe butikkerne med hårde bødestraffe eller ved at tage tobaksbevillingen fra dem, hvis børneagenterne fanger dem i at overtræde loven.
- Det vil være at gå for langt, hvis man mistede retten til at sælge tobak, hvis man begik sådan en fejl. Bare i Coop har vi en million transaktioner om dagen, og der kan altså ske en fejl. Det er jo mennesker, der skal stå i kassen og vurdere, om en person er over eller under 18, og det er faktisk ret svært. Så der skal være proportionalitet i sanktionen, siger Signe Frese.
Hun mener, at det vil skabe for lang kassekø, hvis alle skal spørges om ID.
Læs også: Andre lande straffer ulovligt tobakssalg