Coops grønne indkøbsnet blev genbrugt 550.000 gange

Coop 25. sep 2018 -
This describes the image
Coops bæredygtige indkøbspose blev uddelt gratis til medlemmer i juni og juli. Foto: Coop
Skrevet af: Søren Tougaard

Få produkter i dagligvarebutikkerne har en lige så høj avance som plastik-bæreposer.

Salget af plastikposer er også en lukrativ forretning i Coop, hvor en pose i Kvickly f.eks. koster 3,50 kr.

Alligevel iværksatte dagligvarekoncernen fra uge 26 en femugers alternativ sommerkampagne, der skulle få flere Coop-medlemmer til at købe færre plastikposer fremover.

Under kampagnen forærede Coop 700.000 klimavenlige genbrugsnet til medlemmerne, der som en lille bonus fik en krone sat ind på deres medlemskonto for hver gang, de benyttede indkøbsnettet.

Og nu har Coop gjort initiativet op.

- I perioden registrerede vi godt 550.000 genbrug af posen. De gratis genbrugsposer gav mange positive reaktioner, og derfor er vi også særdeles tilfredse med denne aktivitet, der har levet op til alle vores forventninger, siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

Fald på 13 pct.

Han oplyser, at salget af plastikposer generelt er let faldende i Coops butikker, og salget af plastikposer fik endnu et nøk nedad under Coops kampagne med den grønne genbrugspose.

- Salget af almindelige plasticposer var 13 pct. lavere i perioden, oplyser Jens Juul Nielsen.

Coop fortsætter med at sælge de biobaserede genbrugsnet i butikkerne efter kampagnen, og Coop håber, de grønne genbrugsnet kan være med til at kickstarte en forandring blandt kunderne.

- Vi gør et forsøg på at få danskerne til at ændre vaner. I stedet for at købe en ny bærepose, hver gang de er i supermarkedet, vil vi have dem til at huske denne pose, som kan anvendes hundredvis af gange, sagde Coops CSR-direktør, Signe Frese, ved lanceringen af det grønne initiativ den 25. juni.

 

Opdateret 10. nov 2020