Coops formand: Slægtsgården er i bedre gænge

Coop 5. apr 2018 -
This describes the image
Foto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Søren Tougaard

14. april bliver det afgjort, om Lasse Bolander fortsætter som Coop-formand i yderligere tre år, eller om han må overlade ansvaret til en af de øvrige tre kandidater, der stiller op til formandsposten i Danmarks største dagligvarekoncern.

Bliver resultatet af afstemningen, at Coops øverste myndighed, landsrådet, beslutter sig for en ny formand, mener Lasse Bolander, at han overdrager slægtsgården Coop i en forbedret udgave, end da han selv efterfulgte Ebbe Lundgaard som formand for FDB tilbage i 2008.

- Den er helt klar forbedret. Standarden i butikkerne bar i 2008 præg af et stort efterslæb i moderniseringerne, hvor vi siden har moderniseret kraftigt i alle kæder. På IT-fronten havde vi også nogle meget gamle IT-systemer, som vi har fået udskiftet, men hvor der endnu venter investeringer. På digitaliseringssiden har vi lanceret en ny app med over 500.000 brugere, ligesom vi siden 2008 er blevet 400.000 nye medlemmer. Så ja, Coop er i en helt anden stand end dengang, siger Lasse Bolander.

820 millioner til medlemmerne

Da Lasse Bolander blev formand for FDB hed den daværende adm. direktør for Coop Danmark Per Bank, som i dag er topchef for Dansk Supermarked Group.

Dengang Lasse Bolander var kandidat til formandsposten meldte han selv ud, at Coop som dagligvarebranchens største også burde tjene bedst.

Sådan er det dog ikke ligefrem gået, når man sammenligner de to koncerners bundlinjer.

I 2016 havde Dansk Supermarked Group f.eks. et resultat før skat på ca. 1,8 mia. kr.

Lasse Bolander fortæller, at Coop i dag prioriterer at sende en lang større del af overskuddet tilbage til Coops medlemmer, end tilfældet var, da han selv kom til som formand i 2008.

- Der er nogle strukturelle forskelle mellem Dansk Supermarked og Coop, der giver os nogle omkostningsmæssige ulemper. Vi giver f.eks. vores medlemmer dividende og andre fordele for over 800 mio. kr. om året. Dengang, jeg kom til som formand, var det beløb langt lavere end i dag. Hvis Coop alene var drevet af kapitalinteresser havde vores overskud også været langt større. Måske ikke alle 800 mio. kr. højere, men i hvert fald nogle 100 mio. kr. mere, siger Lasse Bolander.

Coops samlede tilbagebetaling til medlemmerne i form af dividende, medlemstilbud, personlige rabatter mv. lød sidste år på 820 mio. kr. Det højeste beløb i Coops 151 år.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?