Coops bank er i bedring

Coop 13. sep 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Coop

En spritny halvårsrapport fra Coop Bank viser et faldende underskud og fremgang i de renteindtægter, som med tiden skal gøre banken til en god forretning.

Renteindtægterne steg i første halvdel af 2017 med 60 pct. sammenlignet samme periode sidste år til 29 mio. kr., mens resultatet før skat blev forbedret med 5 mio. kr. til et underskud på 24,8 mio. kr. Bundlinjen endte på -19,8 mio. kr.

Det har taget længere tid end oprindeligt planlagt at løbe den godt fire år gamle bank op i fart, og i foråret fik den tilført yderligere kapital - 50 mio. kr. - fra ejeren, Coop Amba.

Det er ikke første gang - og trods væksten bliver det heller ikke den sidste - at Coop Bank skal have tilført kapital.

"Bankens forretningsmodel vurderes at indebære lav risiko, men forudsætter en fortsat vækst de kommende år. Som følge af bankens opbygning af udlån er der planlagt yderligere kapitaltilførsel fra bankens eneejer Coop Amba", fremgår det af halvårsrapportens ledelsesberetning.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?