Coop vil gerne have bland-selv i alle Fakta’er

Coop 28. jun 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Salget af konfekture er generelt gået tilbage, til gengæld kaster danskerne sig over bland-selv-slik som aldrig før. Tal fra analysebureauet Nielsen viser, at salget af bland-selv er steget med over 20 pct. de seneste to år, og den popularitet mærker man også hos Coop.

- Vi oplevede en omsætningsvækst i bland-selv-slik på 5 pct. i hele 2018 og 6 pct., hvis vi kigger på år til dato. I den forskel ligger måske også, at flere af vores butikker har fået bland-selv-slik, siger Jesper Ringe Christensen, kategorichef med ansvar for konfekture i Coop.

Candykings bland-selv-koncept er at finde i en stor del af dagligvarebutikkerne landet over - ikke blot Coops - og stod det til den relativt nyudnævnte konfekturechef, skulle slikreolerne være at finde i alle butikker i alle kæder, også Fakta.

- Tanken er, at det skulle ud i alle butikker, men nogle butikker er for små til konceptet, forklarer han og tilføjer, at Candyking tit er på besøg for at vurdere butikker med bland-selv-potentiale.

Læs også: Kædernes konfekturesalg faldt med kvart milliard i 2018

Candyking rydder selv op

I forvejen lægger samarbejdspartneren vejen forbi for at holde styr på, hvad der nærmest lyder som en lille shop-in-shop.

- Candyking er i butikkerne på ugentlig basis for at servicere bland-selv-slikket og sørge for, der er ryddeligt, og at der ikke er for gamle varer, siger Jesper Ringe Christensen og understreger:

- Vores medarbejdere holder selvfølgelig også øje med det, men generelt frygter discount ikke at have hænder nok, og derfor er vi glade for det samarbejde med Candyking. Det ligger os meget på sinde, at aftalen er bygget op på den måde. Måske er det derfor, det ikke er alle i discount, der har det.

Læs også: Kæder skaber trafik med bland-selv-slik

Denne spekulation er ikke ubegrundet med tanke på de sager, der med mellemrum dukker op, om manglende styr på afdelinger med bland-selv.

Men netop discountsegmentet er ved at komme efter det i kapløbet om at tiltrække kunder med billigt fredagssnold. Således har Candyking også lagt slæberne ind hos både Rema 1000 og Lidl.

Hvad ville det betyde for omsætningen, hvis I ikke kørte med tilbud på bland-selv-slik?

- Det er en stor balancegang, vi altid kigger på. Det er generelt meget forskelligt og kommer an på den enkelte butiks placering i forhold til konkurrenter. Vi vil også gerne være med på at være nede på det prisniveau, der skal til for at tiltrække kunder. Men vi ved også, vi ikke kan være med på det ulovligt lave niveau, som man ser visse steder, siger Coops kategorichef for konfekture.

Opdateret 10. nov 2020