Coop Trading og Carrefour udvider samarbejdet

Coop 7. okt 2021 -
This describes the image
Foto: Carrefour
  • I foråret indgik de fire nordiske Coop-selskaber og den franske gigant en aftale om private label-varer

Opdateret.....

Franske Carrefour og Coops fællesnordiske indkøbsselskab Coop Trading indgik i maj en partnerskabsaftale, der gav Coop i Norden mulighed for at købe Carrefours egne mærker inden for fødevarer og nonfood, inklusiv franske, italienske og spanske private labels.

Nu er samarbejdet udvidet til også at omfatte globale mærkevareproducenter.

Carrefour World Trade (CWT) har med aftalen fået mandat til at definere og udvikle Coop Tradings internationale partnerskab med globale mærkevareleverandører fra 1. januar 2022.

Partnerskabet er underskrevet CWT og Coop Trading, og dækker Coop i Finland (SOK), Danmark (Coop Danmark), Norge (Coop Norge) og Sverige (Coop Sverige).

Adm. direktør for Coop Trading, Jan Lundgren siger i en pressemeddelelse:

- Vi er meget glade for at udvide med endnu et område i vores partnerskab med Carrefour. At arbejde sammen om såvel private labels og globale leverandører er en stor mulighed for Coop Trading til at skabe værdi i fremtiden til fordel for kunderne i alle de nordiske lande.

Carrefour har 13.000 butikker i flere end 30 lande og er en af verdens største dagligvarekoncerner. Omsætning lå i 2020 på ca. 78,6 mia. euro (585 mia. kr.).  

Carrefours Merchandise Executive Director, Guillaume de Colonges, siger:

- Vi er glade for at byde Coop Trading velkommen som ny international partner i Carrefour World Trade. Coop i de nordiske lande har vist stærk vækst og en flot drift på deres hjemmemarked, og passer godt ind i CWTs geografiske dækning. Det nye partnerskab vil skabe synergier og forretningsmæssige muligheder for vores globale leverandører.

Overfor Dagligvarehandlen kan Jan Lundgren ikke sætte dato på, hvornår de danske kunder kan finde de nye mærkevarer i Coops 1050 butikker. Han siger, at det er vil ske "på sigt" og ikke fra 1. januar 2022, hvor aftalen træder i kraft.  

- Det er med til at styrke vores konkurrencekraft at købe ind sammen. Det er det, der er hele ideen med aftalen, siger Jan Lundgren.  

Om Coop Trading:

Coop Trading er et fælles indkøbsselskab, ejet af SOK Finland, Coop Danmark, Coop Norge og Coop Sverige. De er nogle af de førende i nordisk dagligvarehandel med en omsætning på 27,4 mia. Euro (204 mia. kr.). Deres andel af det nordiske dagligvaremarked er 33 procent.

 

Opdateret 8. okt 2021