Coop tester nyt lavpriskoncept under navnet Coop 365
Opdateret
Faktas nuværende koncept er ikke stærkt nok til at hamle op med de velsmurte og ekspansionsivrige discountkonkurrenter Netto og Rema 1000. Det har Coops direktion erkendt for længst.
I 2015 talte Fakta ca. 450 butikker og en omsætning meget tæt på 10 mia. kr.
I 2019 var kæden reduceret med ca. 100 butikker og kunne præsentere en omsætning på 8,1 mia. kr. efter et yderligere omsætningsfald på 5 pct.
Ved præsentationen af Coops 2019-regnskab sagde topchef Peter Høgsted, at koncernen lancerer et nyt lavpriskoncept i 2021.
Indtil videre har Coop testet enkelte delelementer í ni Fakta-butikker under det midlertidige testnavn Coop Hverdag. Nu intensiverer Coop jagten på fremtidens lavpriskoncept.
Den 3. september skifter 13 Fakta-butikker således navn til Coop 365. Samtidig tester koncernen et nyt lavpriskoncept, skriver Butikslederen.
Navnet er ikke taget helt ud af det blå, men er også navnet på Fakta-kædens økologiske private label-serie.
Ny position på markedet
Det nye koncept skal afløse den hårdt pressede Fakta-kæde, der indenfor de sidste to år har lukket flere end 50 butikker og i dag tæller ca. 355 butikker.
Desuden har kæden i årevis kørt med underskud - først sidste år lykkedes det Fakta at komme ud med et plus på 20 mio. kr.
Skal et lavpriskoncept også på den lange bane være en overskudsforretning for Coop, kræver det nytænkning og en ny position på lavprismarkedet, som år for år vokser sig større herhjemme.
I uge 32 holdt Coops Landsråd workshop om Coop 365, hvor baggrunden for Coops re-positionering i lavpris-landskabet blev præsenteret - både hvad angår koncept, sortiment og det visuelle udtryk, skriver bladet.